Sagen har længe fyldt og skabt debat i københavnsk lokalpolitik.
Men nu er den nået hele vejen til kulturminister Jakob Engel-Schmidts (M) bord.
»Det forarger mig dybt,« udtaler han blandt andet om den opsigtsvækkende sag, hvor Al-Hidayyah-moskeen i Københavns Nordvestkvarter over en årrække har snydt sig til 1,3 millioner i støtte fra kommunen.
En sag, som oprindeligt blev afsløret af TV 2, og som B.T. har fulgt tæt de seneste måneder.
Men selvom moskeen har snydt, skal den ikke betale pengene tilbage.
Det fortalte Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) til B.T. for nylig.
En udmelding, der hurtigt blev mødt med kritik fra politiske modstandere.
Udmeldingen har også fået Liberal Alliances kirkeordfører, Carl Andersen, til at stille et såkaldt § 20-spørgsmål i Folketinget til kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Et folketingsmedlem kan stille skriftlige spørgsmål direkte til en minister til skriftlig besvarelse og i sit eget navn. Spørgsmålene kaldes § 20-spørgsmål, fordi de stilles i henhold til § 20 i Folketingets forretningsorden. § 20-spørgsmål skal angå ministerens holdning. Ministeren skal svare inden for 6 hverdage. Kilde: ft.dk§ 20-spørgsmål i Folketinget
Her spørger Carl Andersen om ministeren mener, at det er »rimeligt« at moskeen ikke skal betale de penge tilbage, som den har snydt sig til.
I sit svar understreget Jakob Engel-Schmidt først, at det er Københavns Kommunes ansvar at håndtere sagen.
Men han udtrykker alligevel sin forargelse og sender også en klar opfordring til kommunen.
»Selvom det således er kommunens ansvar, så vil jeg gerne slå fast, at det forarger mig dybt, når offentlige tilskud misbruges,« udtaler han og tilføjer:
»Jeg forventer derfor, at kommen gør alt, hvad der står i deres magt for at finde en vej til at få uberettiget tilskud betalt tilbage, og at Københavns Kommune fremover vil holde nøje øje med at tilskud ikke udbetales uretmæssigt.«
B.T. har forelagt Jakob Engel-Schmidts udtalelser for Mia Nyegaard, men hun er ikke vendt tilbage indenfor deadline.
Vi har også forgæves forsøgt at få en kommentar fra Islamisk Center for de Europæiske Lande (ICEL), foreningen bag Al-Hidayyah-moskeen.