Årets sommer er kommet vådt fra start flere steder i landet, og lørdag varsler TV 2 Vejret skybrud på Sjælland, Lolland-Falster og Møn fra søndag morgen. 

Det har fået forsikringsselskaberne Codan og Alm. Brand til at tænke ud af boksen i forhold til at hjælpe deres forsikringstagere med at forebygge mulige skader, der kan opstå som følge af det voldsomme vejr.

De to forsikringsselskaber vil nemlig sende sms'er ud til de af deres kunder, som bor i områder med høj risiko for at blive ramt af skybrud i søndag. 

Det skriver de i en pressemeddelelse.

»Vi ved, at hurtig information kan gøre en forskel. Derfor giver vi kunderne gode råd direkte på mobilen, så de kan tage forholdsregler i tide,« siger direktør for Bygning og Bolig i Alm. Brand, Jan Graversgaard i pressemeddelelsen. 

Han tilføjer, at de to forsikringsselskaber opfordrer deres kunder til at være ekstra opmærksomme på deres boliger, da kunden selv kan være med til at forhindre skader i at opstå.

»Vi ved af erfaring, at syv ud af ti skader kan undgås ved hjælp af enkle tiltag som for eksempel at rense tagrender og nedløbsrør, og løfte uvurderlige ejendele mindst 30 cm op fra kældergulvet, så de ikke risikerer vandskade, hvis uheldet er ude,« siger Jan Graversgaard.