De brugte gamle indbrudstal for at få kunderne til at købe alarmer og lokkede med gratis test, som slet ikke var gratis. 

Og så ringede de til potentielle kunder, så ikke havde sagt ja tak til et tilbud. 

Det er blot nogle af de ulovligheder, der nu koster alarmselskabet Verisure A/S en bøde på 635.000 kroner.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at Verisure er blevet dømt for at have overtrådt markedsføringsloven. 

Det drejer sig ifølge pressemeddelelsen om forhold i årene 2019-2021.

Når telefonsælgere forsøgte at overbevise folk om at få en alarm installeret, sagde de eksempelvis, at netop deres område var særlig hårdt ramt af indbrud.

Men de tal, de brugte, var i flere tilfælde et år gamle. 

Og der var ingen tal i politiets statistikker, der viste, at alarmer havde forhindret indbrud, sådan som telefonsælgerne også kunne finde på at sige. 

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Verisure blev politianmeldt i 2019 og 2020 og fik bøder for ulovligt telefonsalg og vildledning. 

»De forskellige tilfælde af vildledende markedsføring, som Verisure har praktiseret, har været aggressive og med uacceptable metoder til at sælge et alarmsystem til forbrugerne,« udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen ifølge pressemeddelelsen.

»Frygten for indbrud kan være blevet forstærket hos forbrugerne med eksempelvis de fejlagtige oplysninger om en indbrudsbølge på en villavej.«

I en kommentar til dr.dk skriver Verisure, at selskabet har haft det, man kalder en 'konstruktiv dialog med Forbrugerombudsmanden.'

På den baggrund har selskabet besluttet ikke at prøve afgørelsen ved domstolene. 

Overfor DR forklarer selskabet, at flere af de kritiserede forhold blev varetaget af eksterne partnere, som ikke levede op til Verisures standarder. 

Nu har man imidlertid ændret praksis, lyder det. 

»I dag er vores setup fundamentalt anderledes, og vi arbejder løbende med at udvikle processerne, så vores markedsførings- og salgsaktiviteter lever op til gældende regler og vores egne etiske standarder,« hedder det i det skriftlige svar.