Donald Trumps toldkrig rammer som en anden boomerang også amerikanerne, der må døje med prisstigninger på en lang række varer.
CNN har opgjort hvilke virksomheder, der hæver priserne på deres produkter som følge af Trumps toldkrig.
Det gør blandt andet bilmærket Ford og legetøjsgiganten Mattel, som står bag Barbie-dukkerne.
Men også den amerikanske dagligvaregigant Walmart har varslet prisstigninger. Ifølge CNBC kommer det allerede til at ske senere på måneden og i juni måned.
Og det er noget, der kan få konsekvenser for opbakningen til den amerikanske præsident Donald Trump.
»Walmart er et sted, hvor Trumps vælgere handler. Det er lidt Bilka-agtigt og et sted, hvor mange af de veluddannede demokratiske vælgere ikke vil ses,« siger USA-ekspert og professor ved Aarhus Universitet Derek Beach.
»Så Trumps kernevælgere kommer helt konkret til at mærke hans politik,« siger han.
Og det kan få betydning for opbakningen til præsidenten. Donald Trump blev nemlig valgt i 2024 på et klart valgløfte om, at han skulle få bugt med inflationen. Og det er i dagligvarebutikkerne, at prisstigningerne mærkes mest for den almindelige amerikaner.
»Man kan ikke vinde et valg, hvis ikke der er styr på økonomien. Og allerede efter sommerferien vil partierne begynde at varme op til midtvejsvalget i 2026. Derfor er prisstigninger på dagligvarer dårligt nyt for Donald Trump. Særligt når det er en direkte konsekvens af hans politik,” siger Derek Beach, der selv har amerikanske aner.
»Det er dog vigtigt at tilføje, at de loyale MAGA-vælgere ikke lader sig påvirke af prisstigninger. De bakker op om Donald Trump ligemeget hvad«.
Ifølge CNN har sportsmærket Adidas også varsler prisstigninger på grund af Trumps toldkrig.
De kinesiske onlinebutikker Shein og Temu har også sat priserne op på udvalgte produkter på grund af Donald Trumps 'Liberation Day'.