På turen gennem Kongens Have i Odense er der kommet en ny bænk til, der tiltrækker sig en del opmærksomhed.

For bænken er så høj, at den er nærmest umulig at sidde på. Og det giver måske ikke så meget mening. For hvad er egentlig ideen med en bænk, hvis ikke man kan sidde på den?

Svaret er, at bænken skal skabe opmærksomhed på globale temperaturstigninger, som kommer til at medføre stigende vandstande.

Forskning fra FNs klimapanel viser nemlig, at vandstanden i verdenshavene vil stige med op mod 1 meter i 2100, og derfor har TV 2 altså udviklet en bænke, som er hævet med 85 centimeter, for at gøre klimaforandringerne mere visuelle.

»Som public service-medie er det vores ansvar at formidle vigtig viden på en måde, som alle forstår. Med de forhøjede bænke vil vi give danskerne et konkret billede af, hvordan fremtiden bliver, hvis vi ikke ændrer noget nu – alle sammen,« siger Lotte Lindegaard, der er indholdsdirektør hos TV 2.

Bænken i Kongens Have er dog ikke den eneste af sin slags.

Det er TV 2, der står bag den overdimensionerede bænk i Kongens Have. Formålet er at sætte fokus på klimaforandringer.
Det er TV 2, der står bag den overdimensionerede bænk i Kongens Have. Formålet er at sætte fokus på klimaforandringer. Foto: Amanda Kieler Andersen
Vis mere

Faktisk er bænke magen til den i Kongens Have placeret i alt 14 steder i Danmark. To bænke står i Odense, to i Aarhus og 10 i København.

Bænkene kommer til at stå fra 12. april og fire uger frem.