Spørger man Christina Olumeko fra Alternativet, bedriver Dansk Folkeparti en »hetz« mod muslimer.
Og spørger man Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, er Christina Olumeko »en nyttig idiot«.
Debatten slår gnister i kølvandet på, at Syddansk Universitet har besluttet sig for at lukke sit såkaldte »fordybelsesrum«, der i praksis har fungeret som bederum for især muslimske studerende.
Dansk Folkeparti har tidligere overfor B.T. udtrykt deres opbakning til Syddansk Universitets beslutning.
Partiet går også ind for et totalt forbud mod bederum på landets uddannelsesinstitutioner.
Det har fået Christina Olumeko, der er minoritetsordfører for Alternativet, til at kritisere Dansk Folkeparti og andre partier, der ønsker at lukke bederum, for at bedrive en »hetz« mod muslimer.
»Det er nogle partier, der har fået islam på hjernen fremfor at lave rigtig politik,« har hun udtalt til B.T.
En kritik, som Socialdemokratiet og Venstre har afvist.
Og en kritik, som får Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Mikkel Bjørn, til at slå hårdt igen.
»Hun er en nyttig idiot, og Alternativet er et mundstykke for den islamistiske ideologi,« siger han til B.T.
Hvordan det?
»For de agerer jo som interessevaretagere for parallelsamfund og islamiske dogmers udbredelse i det danske samfund.«
Det vil de næppe selv mene. Så hvad baserer du det på?
»Det baserer jeg på, at de altid er villige til at gå til forsvar for islamiske særhensyn i det offentlige, og det varetager interesser, som modarbejder dansk kultur og danske normer i vores institutioner.«
B.T. har forelagt Mikkel Bjørns udtalelser for Christina Olumeko. Hun har ikke yderligere kommentarer til sagen.