Ved første øjekast ligner den israelske 'Operation Rising Lion' en stor succes.
Med agenter fra israelske efterretningstjeneste Mossad dybt inde i Iran, blev atomanlæg bombet og atomforskere og store dele af den militære ledelse af Irans Revolutionsgarde blev dræbt.
Men ifølge en forsker står Israel med angrebet natten til fredag alligevel over for en umulig mission.
»Vi står der, hvor Israel har startet en krig, som man ikke kan slutte. Hvor man ikke kan nå de mål, som man vil opnå. At stoppe Irans udvikling af atomvåben og et regimeskifte,« siger Rasmus Elling, der er lektor ved Institut for tværkulturelle studier ved Københavns Universitet.
Han mener, at Israel og premierminister Benjamin Netanyahu har et klokkeklart mål med angrebene. Det er er at trække andre lande ind i krigen herunder særligt USA.
»Men USA er ikke klar til at blive draget ind i krigen,« siger han.
Rasmus Elling minder også lige om, hvor stort et land, det er, at Israel har angrebet. Iran har 90 millioner indbyggere og strækker sig over 1,6 millioner kvadratkilometer. Det er to en halv gange størrelsen på Frankrig.
Israel har ti millioner indbyggere og strækker sig over 20.000 kvadratkilometer. Altså er landet mindre end Jylland.
Derudover har Iran med den iranske revolutionsgarde 250.000 mand under våben.
»Så på trods af israelernes teknologiske overlegenhed, så kan de ikke bombe sig til at nå deres mål,« siger Rasmus Elling.
Til gengæld er det lykkedes den israelske efterretningstjeneste Mossad og militæret, IDF, at dræbe flere fra den militære ledelse i Iran.
Blandt andet er lederen af Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, samt stabschefen for de væbnede styrker, Mohammad Bagheri, død. Lederen af Irans luftvåben, Amir Ali Hajizadeh, og brigadegeneral Mohammad Pakpour er døde.
Men det hjælper ikke noget, for der står nye klar til at tage over, siger Rasmus Elling.
»Til gengæld har landet for nuværende ødelagt mulighederne for, at det internationale atomenergiergentur IAEA, sikrer, at Iran ikke udvikler atomvåben,« siger lektoren og fortsætter:
»Det var faktisk Donald Trump, som i sin første præsidentperiode trak USA ud af atomaftalen med Iran. Parterne skulle have mødtes denne weekend, og Iran var på vej til forhandlingsbordet. Og nu har Iran så trukket sig fuldstændigt, og en diplomatisk løsning er foreløbigt udelukket. Israel vidste godt, at det ville ske,« siger han.
Er det ikke meget legitimt, at Israel – netop på grund af landet størrelse – er bekymret for, at Iran får atomvåben.
»Jo, det er legitimt at være bange for, at Iran udvikler atomvåben også selvom, USA nok aldrig vil tillade det, da amerikanerne altid er bagstopper for Israel. Netop derfor kunne man benytte sig af atomdiplomati og internationalt pres,« siger Rasmus Elling og fortsætter:
»Den militær løsning lader indtil videre ikke til at virke. Faktisk kan det få den modsatte effekt: At Iran nu for alvor begynder at udvikle atomvåben som afskrækkelse«.
Siden det israelske angreb natten til fredag har Iran svaret igen med at sende droner og missiler mod Israel. Natten til søndag har der igen været angreb fra begge parter.
130 personer i Israel er blevet såret i gengældelsesangreb, og otte meldes dræbt. Lørdag meldte Irans stats-tv, at 60 personer – herunder 20 børn – mistede livet efter et israelsk angreb i et boligområde i den iranske hovedstad, Teheran.