Hvis Lars Løkke gik og troede, at der nu er lagt låg på problemerne hos Moderaterne, tog han fejl. 

Det viser særligt én detalje, vurderer Joachim B. Olsen, politisk kommentator hos B.T. 

Der gik nemlig kun ganske kort tid fra partisekretær Kirsten Munch trak sig, til en mail fra den nytiltrådte mand på posten blev lækket til pressen. 

Der er tale om Morten E. G. Brautsch, der er tiltrådt som midlertidig partisekretær. 

Han har indtil nu været særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen. 

B.T. er kommet i besiddelse af en intern mail fra ham, som er blevet sendt til alle medarbejdere i sekretariatet i partiet.

Her bliver alle medarbejdere informeret om, at han tiltræder, og i den forbindelse kommer han med en opfordring:

»Mit hovedfokus vil være at få skabt ro på situationen og få en ny start. (...) Det kommer til at kræve rigtig meget af mig, men det bliver også nødvendigt at bede om meget fra jer, selvom I allerede har været meget igennem,« står der blandt andet. 

Og lækket af mailen udstiller, at problemerne langt fra er slut, lyder det fra Joachim B. Olsen: 

»Det siger jo alt om, at stemningen stadig er dårlig. Når man lækker ting, har man i hvert fald ikke et ønske om, at der skal ro på. Så der er stadigvæk kaos i Moderaternes sekretariat,« siger han. 

Kirsten Munchs udmeldelse kommer efter en længere periode med uro i partiet omhandlende et betændt arbejdsmiljø. 

Det meddelte Moderaterne onsdag i en pressemeddelelse.

»Det er med blandede følelser, at jeg har meddelt partiledelsen, at jeg har besluttet at fratræde min stilling som partisekretær for Moderaterne,« siger Kirsten Munch Andersen i pressemeddelelsen.

Hun siger også, at det er hendes egen beslutning at stoppe.

»Der har imidlertid de seneste uger været et ekstraordinært stort fokus på ledelsen af sekretariatet med beskyldninger i pressen, så selv om forretningsudvalget har bedt mig om fortsat at stå i spidsen for at bygge partiet op, vælger jeg at træde tilbage,« lyder det i pressemeddelelsen. 

Kirsten Munch Andersen er blandt de medlemmer af ledelsen, som er nævnt i den klage til Arbejdstilsynet, som en række medarbejdere i partiets sekretariat 15. august sendte.

Mandag blev det meldt ud, at tre medarbejdere var blevet fyret – og at syv havde sagt op som følge af sagen.

Moderaternes pressetjeneste oplyser til B.T., at Morten E. G. Brautsch ikke har nogen kommentarer til den lækkede mail.