Der er i øjeblikket stor mangel på både fængsels- og transportbetjente.
Det betyder i praksis, at det er svært at få enderne til at nå sammen i landets fængsler, der i forvejen de fleste steder har flere indsatte end de har celler.
Men det problem vil man nu forsøge at løse ved at fordoble mulighederne for at uddanne sig til fængselsbetjent. Det skriver kriminalforsorgen i en pressemeddelelse.
»Det er vigtigt, at vi tager alle værktøjer i brug,« siger justitsminister Nick Hækkerup (S) om den nuværende personalesituation i kriminalforsorgen.
Helt konkret vil man fra 1. august kunne uddanne sig til fængselsbetjent fire steder i landet frem for to. De allerede eksisterende uddannelsessteder ligger i Møgelkjær og i Birkerød, og nu vil man så oprette et fast uddannelsescenter i Nykøbing Falster og en såkaldt 'pop-up-skole' i Odense.
»Nærhed betyder noget, og derfor gør vi uddannelserne mere tilgængelige for flere ved at rykke dem tættere på,« siger Nick Hækkerup.
Direktør i kriminalforsorgen Ina Eliasen tror også på, at man med to nye skoler vil kunne øge antallet af elever og dermed være med til at løse den store mangel på personale i kriminalforsorgen.
»Kriminalforsorgen har et enormt behov for flere betjente. Nu fordobler vi antallet af uddannelsescentre, så mulighederne for at uddanne sig til fængselsbetjent, transportbetjent eller værkmester forbedres,« siger hun og tilføjer:
»Med 'pop-up-skolerne' tager vi et helt nyt værktøj i brug, hvor vi kan rykke uddannelserne derhen, hvor der er størst rekrutteringsbehov og -potentiale.«
Pop-up-skolen i Odense vil optage ét hold fængselsbetjentelever, og herefter vil den rykke videre til en ny lokation i landet
De to nye skoler er begge en del af en flerårsaftale for kriminalforsorgen, som blev indgået i december 2021.
De præcise lokationer for de to skoler er endnu ikke endeligt afklaret.