Kathrine Cronbachs tøjvalg faldt hende slet ikke ind, da hun en sommerdag for et år siden forlod sin lejlighed for at gå i supermarkedet. 

En let, gennemsigtig bluse med broderinger og blomster, som i højre side blottede hendes ene brystvorte bag det ellers dækkende mønster. 

Men da to fyre nærmede sig hende i supermarkedet, mens den ene filmede med sin telefon, forsvandt det fredelige øjeblik. 

Har du oplevet noget lignende? Skriv til 1929@bt.dk

»Jeg gik i baglås. Jeg kunne ikke rigtig høre, hvad de sagde, men de pegede og fulgte efter mig. Til sidst forlod jeg butikken, fordi jeg blev ubehagelig til mode,« fortæller hun til B.T. 

»Det var bare en vildt ubehagelig oplevelse.«

Den grænseoverskridende episode i supermarkedet er langt fra enestående for 26-årige Kathrine Cronbach.

I seks år har hun valgt bh’en fra og insisteret på sin ret til at klæde sig, som hun vil – også til at være topløs på stranden.

I seks år har Kathrine Cronbach gået uden bh, og i flere år har hun kæmpet for at få afseksualiseret kvindekroppen. 
I seks år har Kathrine Cronbach gået uden bh, og i flere år har hun kæmpet for at få afseksualiseret kvindekroppen.  Foto: Privatfoto
Vis mere

Uden at det skal føre til seksualiserende kommentarer eller uønsket opmærksomhed, som i supermarkedet. Et budskab, hun tidligere har delt med TV 2 Kosmopol.

På sin Instagram-profil har Kathrine Cronbach flere gange skrevet om emnet – og oplevet, hvordan mange sammenligner dét at gå uden bh med at være nøgen som mand.

En sammenligning, hun blankt afviser. 

»Nogle skriver, det svarer til at gå rundt med erektion i et par gennemsigtige shorts. Men det synes jeg slet ikke kan sammenlignes,«siger hun og fortsætter: 

»Bryster er ikke et kønsorgan, ligesom en penis er.« 

Selvom Kathrine Cronbach i begyndelsen lod bh'en ligge i skabet, da hun bedre kan lide at gå uden, har det også udviklet sig til en kamp for retten til at være i hendes egen krop. 

»Den eneste måde, vi kan ændre opfattelsen af bryster som noget seksuelt, er ved at tale om det. Der var også engang, hvor ankler og knæ blev betragtet som intime. Sådan tænker vi jo ikke længere,« siger hun.

Ifølge Kathrine Cronbach er det nemt at se, hvornår hun får opmærksomhed grundet den måde, hun går klædt. 

»Man kan godt mærke forskellen på at få øjenkontakt og anerkende hinanden og så på at blive nedstirret og begloet,« siger hun.

Kathrine Cronbach oplever, at flere personer kan opføre sig grænseoverskridende, når hun går uden bh eller ligger topløs på stranden. 
Kathrine Cronbach oplever, at flere personer kan opføre sig grænseoverskridende, når hun går uden bh eller ligger topløs på stranden.  Foto: Privatfoto
Vis mere

På sociale medier får Kathrine Cronbach også mange positive kommentarer om hendes krop på de billeder og videoer, hun deler. 

Men selv de rosende ord vil hun helst være fri for.

»Det er ikke en invitation til at kommentere hinandens kroppe, uanset om det er positivt eller negativt,« siger hun. 

Men når du stiller dig frem som influencer og lægger billeder ud af dig selv topløs, beder du så ikke om at få en reaktion? 

»I en vis grad handler det selvfølgelig om eksponering. Men mine opslag handler først og fremmest om at sprede et budskab om afseksualisering.«

Selvom Kathrine Cronbach har oplevet adskillige grænseoverskridende situationer, har hun ikke tænkt sig at finde bh’en frem igen.

»Det handler om stædighed. Det ville jo være så meget nemmere at lade være, men det har jeg ikke lyst til, for det er noget, jeg tror på,« siger hun.