Kefa Abu Ras fulgte nøje med, da der torsdag faldt dom i den opsigtsvækkende sag mod Elvir Abaz, politiassistent ved Fyns Politi.

Her blev den 49-årige betjent kendt skyldig i en lang række tilfælde af tjenestemisbrug, herunder videregivelse af fortrolige oplysninger. 

30 dages ubetinget fængsel lød dommen på. En dom, som Elvir Abaz ankede på stedet.

»Jeg er skuffet over, at han kun har fået 30 dages ubetinget fængsel. Men samtidig føler jeg, at der er lidt retfærdighed i det, fordi han i det mindste ikke skal være politibetjent mere,« siger Kefa Abu Ras til B.T.

Hun er en af de mange, der er blevet udsat for chikanelignende opførsel fra Elvir Abaz' side. Selv mistænker Kefa Abu Ras, at Elvir Abaz er gået efter hende på grund af hendes islamkritik.

Hun er nemlig talskvinde for foreningen Søstre mod vold og kontrol, der arbejder for at bekæmpe negativ social kontrol af den slags, man især møder i muslimske miljøer.

Det samme gør de tidligere toppolitikere Naser Khader og Lars Aslan Rasmussen, som B.T. også har talt med.

»Elvir Abaz gik fra 2020 systematisk til værks for at smadre vores forening, vores karrierer og vores familier. Alt sammen, fordi vi har talt højt om imamer, der laver islamisk kvindeundertrykkelse og islamiske skilsmissekontrakter,« siger Kefa Abu Ras.

Elvir Abaz blev torsdag idømt 30 dages ubetinget fængsel.
Elvir Abaz blev torsdag idømt 30 dages ubetinget fængsel. Foto: B.T.
Vis mere

»Det skete blandt andet gennem smædekampagner i samarbejde med nogle ekstremister fra Vollsmose,« tilføjer hun.

Kefa Abu Ras fortæller, at Elvir Abaz angiveligt var med til at sprede løgne om, at Kefa Abu Ras skulle have et seksuelt forhold til en højtstående politiker, og at det var derfor, at foreningen havde fået støtte, ligesom han også skulle have været med til at sprede rygter om medlemmer af hendes familie.

De påstande, som Elvir Abaz har fremsat om Kefa Abu Ras og hendes forening, var ikke en del af torsdagens retssag.

Men ifølge Kefa Abu Ras er der flere af de påstande, som Elvir Abaz er kommet med, som nu ligger hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed og Statsadvokaten.

B.T. har forelagt Kefa Abu Ras' udtalelser for Elvir Abaz, der svarer i en længere skriftlig kommentar.

I denne afviser han, at hans kritik af Søstre mod vold og kontrol har noget at gøre med, at foreningen er islamkritisk. I stedet handler det »ene og alene om deres magtmisbrug«, lyder det.

»Jeg står ved min kritik af foreningen Søstre mod vold og kontrol, der har modtaget millioner af skatteborgernes penge til at bekæmpe negativ social kontrol. Foreningen endte med at true tidligere medlemmer med blandt andet grundløse politianmeldelser, når de offentligt fortalte om foreningens bøllemetoder,« lyder det i kommentaren fra Elvir Abaz, der fortsætter:

»Jeg har altid bekæmpet negativ social kontrol konsekvent i alle afskygninger, uanset om denne blev udøvet af patriarker eller en tvivlsom forening som Søstre mod vold og kontrol.«

Du kan se hele kommentaren fra Elvir Abaz i boksen herunder.

Kefa Abu Ras afviser anklagerne fra Elvir Abaz og giver udtryk for, at foreningen er blevet frikendt for alle anklager i en uvildig advokatundersøgelse.

»Alt, hvad Elvir nævner, er vi blevet renset fuldstændigt for i en uvildig advokatundersøgelse. Der er ingen dokumentation for hans mange anklager,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Kefa Abu Ras.