Ken Leschley Andersen har været vinterbader i mere end 10 år og været medlem af tre forskellige klubber. Men nu har han fået nok.

Da han læste B.T.s artikel om Greta Jo Larsen, der kaldte badeklubben på Aarhus Ø for en egoistisk, elitær loge, blev han kun bekræftet i det, han har oplevet gennem mange år.

»I den tid jeg har været vinterbader, har der været ventelister i alle klubberne. Det har altid undret mig, for jeg kommer på vidt forskellige tidspunkter, men de fleste gange jeg kommer, har jeg det hele for mig selv,« siger Ken Leschley Andersen og fortsætter:

»Det giver ingen mening overhovedet, fordi der er så mange, der gerne vil vinterbade. Lige nu kunne de i princippet reducere deres åbningstid med 40 %, og der ville stadig være masser plads.«

Derfor har han nu købt sin egen sauna, som han stiller op omkring Egå og Risskov. Den kan alle booke en time ad gangen.

»Jeg synes simpelthen ikke, det er i orden. Jeg kunne også være egoistisk og sige, jeg vil have den sauna for mig selv, men jeg vil gerne have, folk har muligheden for at få en fantastisk oplevelse som vinterbader,« siger Ken Leschley Andersen.

Det koster 200 kroner at leje saunaen i en time, og man kan sidde fire personer i den.

Der vil nok være nogen, der tænker, at det er reklame, når du står frem med den her kritik. Er det derfor, du gør det?

»Ja, man kan godt tænke, jeg bare vil lave reklame. Men jeg tager ikke noget fra vinterbadeklubberne. Jeg giver en mulighed til alle dem på venteliste – de vil ikke bruge min sauna, så snart de bliver medlem. Men det aner de jo ikke, hvor lang tid kan tage,« siger Ken Leschley Andersen.

Han fandt på konceptet, fordi han oplever en kultur, hvor man helst vil have det for sig selv.

»Det er helt klart sådan, at dem der er inde i varmen ikke ønsker at give noget plads til andre. Det er virkeligheden. Jeg har hørt snakken mange gange i saunaen om, at man ikke er interesseret i at få nogen ind.«

Ken Leschley Andersen er stadig medlem af vinterbadeklubben Baderiget Marselisborg. Han er dog ikke sikker på, han er det ret meget længere.

Efter Greta Jo Larsen stod frem med sin kritik i B.T., blev både hun og hendes mand ekskluderet fra vinterbadeklubben på Aarhus Ø.

Ken Leschley Andersen regner med, det samme kan ske for ham – men så må han tage det med.

»Det er jo helt klart en elitær klub, og man skal ikke komme med for mange gode ideer, men bare rette ind. Ellers er man eddermame ude i kulden. Det kommer jeg nok til at opleve nu,« siger han og fortsætter:

»Man bliver jo ekskluderet fra klubben, hvis man siger noget som helst kritisk. Det må jeg så gøre, jeg vil ikke være en kuet hund.«

Ken Leschley Andersen er særligt undrende over for, at det i de fleste klubber ikke er muligt at få at vide, hvor på ventelisten man står.

»Mange skriver sig på flere steder, fordi de så gerne vil være med. Når de så bliver tilbudt en plads længere væk, ved de ikke, om de skal sige ja eller nej, fordi de ikke aner, hvad chancen er ved de andre klubber,« siger han og uddyber:

»Der mangler gennemsigtighed og åbenhed. Jeg er uforstående over for, hvorfor klubberne ikke laver det. Det koster dem jo ingenting.«

Hos vinterbadeklubben Baderiget Marselisborg kan bestyrelsesformand Torben Søgaard overhovedet ikke genkende det billede, Ken Leschley Andersen tegner.

»Der er ikke altid tomt. Der er tomt enkelte tidspunkter om formiddagen. Vi har andre medlemmer, der brokker sig over, at vi er for mange. Vi tog 400 nye medlemmer ind i forrået og efteråret, så vi er 1000 medlemmer i alt – Vi har ikke plads til flere,« fortæller han og tilføjer:

»Vi er gået fra en venteliste på 200 personer til nu at have 100, og det har vi gjort for at give dem på venteliste en overkommelig ventetid, så de er sikret plads efter maks. 2-2,5 år.«

Torben Søgaard fortæller samtidig, at klubben desuden har en fleksibel gæsteordning, hvor hvert medlem må medbringe en gæst – under forudsætning af, at der er god plads i saunaerne og de betales 40,- for gæsten.

Et af kritikpunkterne fra Ken Leschley Andersen går på, at han opfatter det som om, at dem, der er inde i varmen, ikke ønsker at give noget plads til andre, og at snakken i klubben går på, at man ikke er interesseret i at få nye medlemmer ind. Er det noget, du kan genkende?

»Jamen der er ikke plads til flere. Vi har haft lukket ned i covid, så har vi taget cirka 400 nye ind i foråret og det sene efterår, så nu er vi det, der skal være. Nogen vil synes, det er for mange, andre vil synes, det er tilpas, og få vil synes, det er for lidt. Men vi er på vores absolutte maks.«

»Jeg forstår slet ikke, hvor han vil hen med sin holdning. Vi er toploadet og har lige udvidet, og vi har ikke plads til flere.«

Efter Greta Jo Larsen stod frem med sin kritik i B.T., blev både hun og hendes mand ekskluderet fra vinterbadeklubben på Aarhus Ø. Skal Ken Leschley Andersen frygte det?

Nej. Han må have sine holdninger, og det er så fint, sådan tænker vi slet ikke. Det er ikke kritik af vinterbadeklubben på Aarhus Ø, men de gør det på deres måde, og vi gør det på vores. Men jeg kan da godt undre mig over, hvorfor vi ikke må høre hans holdning fra ham, men skal diskutere det igennem et formiddagsblad.«