Han har været en af coronaepidemiens frontfigurer og projektleder på HOPE, der målte befolkningens adfærd og holdning til coronakrisen.

Og nu bliver han hædret for sin indsats.

Michael Bang Petersen er blevet ridder af Dannebrogordenen for sit omfattende bidrag på en meget central post under pandemien.

Det skriver han på sin egen Twitter.

»Jeg er stolt og taknemmelig for at have tjent samfundet og videnskaben i denne kritiske periode. Det ville ikke have været muligt uden hjælp fra så mange,« skriver han.

Samtidig takker han i kommentarsporet en række af sine forskerkolleger.

Michael Bang Petersen er professor ved Aarhus Universitet.

Han blev uddannet i statskundskab ved Aarhus Universitet, hvor han færdiggjorde sin ph.d. i 2007.