Borgerne på en del af Langeland skal koge deres drikkevand.
Sådan lyder anbefalingen fra Langelands Kommune, som har fundet e-coli og coliforme bakterier i drikkevandet fra Lejbølleværket.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Derfor rådes borgerne på øen, der får vand fra værket, til at koge vandet i to minutter for at dræbe bakterierne.
Kommunen understreger dog, at der 'kun er en meget lille risiko' for at blive syg, hvis man har drukket af vandet.
Der er nemlig kun fundet meget små mængder bakterier i vandet indtil videre.