Liberal Alliance vil sende 58 milliarder kroner fra det såkaldte økonomiske råderum tilbage til danskerne.

Men det forslag falder ikke i god jord hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Tænketankens cheføkonom, Sofie Holme Andersen, advarer om, at forslaget vil gå ud over børn, ældre og syge, hvis det bliver til virkelighed.

Konkret har Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, meldt ud, at han vil have en såkaldt »tilbagebetalingsgaranti« skrevet ind i regeringsgrundlaget for en eventuelt kommende regering.

Det skal være en garanti for, at en stor del af det økonomiske råderum på mere end 100 milliarder bliver givet tilbage til danskerne i form af skattelettelser.

»Vi er som udgangspunkt ikke fans af Liberal Alliances forslag. Det er jo en legitim politisk prioritering, hvis man gerne vil bruge de 58 milliarder på skattelettelser,« siger Sofie Holme Andersen til B.T. og tilføjer:

»Men det vil have betydelige konsekvenser for, hvor mange offentligt ansatte, vi har til at passe vores børn, til at passe på vores ældre og passe på os, når vi bliver syge og skal på hospitalet.«

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd anbefaler i stedet, at man bruger det økonomiske råderum på at »følge det fulde demografiske træk«. 

Sofie Holme Andersen er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Sofie Holme Andersen er cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Foto: Christina Bode
Vis mere

Det vil sige, at de offentlige udgifter ikke blot følger det stigende antal af ældre, men at man også sætter penge af til, at den offentlige service følger med den private.

»På den måde kan vi sørge for, at den velfærd, vi får i fremtiden, kommer til at svare til den velfærd, vi har i dag. Det synes vi jo er den gode måde at gøre det på.«

En del af Liberal Alliances argumentation er jo også det her mere principielle argument om, at råderummet i virkeligheden består af penge, som staten ikke havde planlagt at indkræve. Og at det derfor kun er rimeligt, at man sender dem tilbage til danskerne. Hvorfor er det, at I ikke tilslutter jer det argument?

»Det er rigtigt, at det er penge, som det ikke var planlagt, der skulle komme ind. Det, der er sket, er, at vi er blevet mere velstående i den her periode, end man havde regnet med. Det betyder også, at vi alle sammen får mere løn,« svarer Sofie Holme Andersen og tilføjer: 

Liberal Alliance vil sende 58 milliarder kroner fra det såkaldte økonomiske råderum tilbage til danskerne.
Liberal Alliance vil sende 58 milliarder kroner fra det såkaldte økonomiske råderum tilbage til danskerne. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Samtidig betyder det så, at vi skal sørge for, at de offentligt ansatte får noget mere i løn, så det fortsat er attraktivt at arbejde i den offentlige sektor. Derfor er vi også nødt til at sende flere penge til det offentlige, når velstanden øges.«

Mens Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har tilknytning til både Socialdemokratiet og fagbevægelsen, således er kritisk overfor Liberal Alliances forslag, hilser den borgerligt-liberale tænketank CEPOS det velkomment.

Otto Brøns-Petersen, der er analysechef i CEPOS, mener, at de 58 milliarder bør bruges på at afskaffe eller sænke blandt andet selskabsskatten og registreringsafgiften.

»Hvis vi ønsker en stærk økonomi i fremtiden, bør vi lave flere reformer på skatteområdet og sænke de mest skadelige skatter først,« siger han til B.T.