Hvad kan man få for 58 milliarder?
Det spørgsmål er blevet relevant at stille i kølvandet på et opsigtsvækkende forslag fra Liberal Alliance.
Partileder Alex Vanopslag har nemlig foreslået skattelettelser til danskerne for 58 milliarder kroner.
Konkret har han foreslået, at en såkaldt »tilbagebetalingsgaranti« bliver skrevet ind i regeringsgrundlaget for en eventuelt kommende regering.
Det skal være en garanti for, at en stor del af det såkaldte økonomiske råderum på mere end 100 milliarder bliver givet tilbage til danskerne i form af skattelettelser.
Liberal Alliance har dog endnu ikke peget på, præcis hvad de vil bruge de 58 milliarder kroner på.
Men den borgerligt-liberale tænketank CEPOS har nogle bud på, hvad man kan få for 58 milliarder.
For eksempel ville man for det beløb kunne sænke bundskatten med fem procent, fortæller tænketankens analysechef, Otto Brøns-Petersen.
Noget, der ville betyde, at alle danskere ville få markant flere penge mellem hænderne.
»Bundskatten er forholdsvis proportional. Forskellene i lettelserne afspejler, at dem med de største lettelser betaler mest i skat i forvejen,« forklarer Otto Brøns-Petersen.
På baggrund af en model over familietyper fra Økonomiministeriet har han og CEPOS regnet ud, hvad en sænkelse af bundskatten med fem procent ville betyde for forskellige typer af danske familier.
For eksempel ville en arbejderfamilie med to børn i lejebolig og en årsindkomst på 614.700 kroner efter skat få hele 34.800 kroner ekstra, hvis bundskatten sænkes med fem procent.
En tilsvarende funktionærfamilie i ejerbolig med en årsindkomst på 899.800 kroner ville få en årlig skattelettelse på 52.100 kroner.
Samtidig ville en enlig arbejder uden børn i lejebolig med en årsindkomst på 293.000 kroner efter skat få 17.400 kroner mere mellem hænderne om året, mens en tilsvarende pensionist ville få 9.000 kroner mere om året.
Du kan se en samlet oversigt over alle typer af familier og enlige i bunden af artiklen.
Otto Brøns-Petersen og CEPOS anbefaler dog, at politikerne i stedet bruger de mange penge på andre former for skattelettelser, hvis de skulle gøre Liberal Alliances forslag til virkelighed.
Han understreger, at han ikke forholder sig til Liberal Alliances beregninger bag de 58 milliarder, men alene forklarer, hvordan de mange penge potentielt kan anvendes.
»Grunden til, at vi har et større råderum nu, det er, fordi økonomien er blevet forbedret mere, end vi havde regnet med. Det skyldes økonomiske reformer. Hvis vi ønsker en stærk økonomi i fremtiden, bør vi lave flere reformer på skatteområdet og sænke de mest skadelige skatter først,« siger Otto Brøns-Petersen.
Han peger på en række skatter, der i særlig høj grad hæmmer den økonomiske vækst, og som politikerne derfor bør prioritere at afskaffe eller nedsætte.
Det drejer sig dels om toptop- top- og mellemskatten, selskabsskatten og de forskellige afgifter på biler. Du kan se et overblik over de skattereformer, som CEPOS anbefaler, i faktaboksen ovenfor.
Hvorfor er det, at man i jeres optik bør bruge de 58 milliarder på skattelettelser i stedet for at bruge dem steder i den offentlige sektor, hvor mange peger på, at der mangler penge? For eksempel på sundhedsvæsnet, statslige pensionsordninger eller lignende?
»Jeg synes, at man skal investere pengene i at gøre økonomien stærkere. Man skal også være klar over, at råderummet ikke er en sikker størrelse. Det kan godt være, at det må nedjusteres lidt på det igen,« svarer Otto Brøns-Petersen og tilføjer:
»Derfor er det vigtigt, at pengene bliver brugt til noget, som vi får afkast af på den lange bane. Derudover har vi jo grundlæggende en meget stor offentlig sektor i forvejen, og en meget stor del af råderummet er allerede brugt på offentlige udgifter.«