'Chancen for, at du bliver overfaldet og gemt væk i en kælder, er større, når du klæder dig på den måde.' 

26-årige Kathrine Cronbach er mundlam over de reaktioner, hun har modtaget, efter hun mandag stod frem i flere medier, herunder B.T., med sit ønske om at afseksualisere kvindebryster.

Selvom hun flere gange har talt om emnet på sin Instagram-profil, havde hun ikke forudset, at budskabet ville skabe så stærke reaktioner denne gang. 

»Det er bare gået helt amok. Jeg er lidt overvældet og er endnu ikke kommet til bunds i alle de beskeder, jeg har modtaget,« siger hun. 

Hver time tikker der mindst 20 nye kommentarer ind på hendes profil, og alene i dag ligger der over 200 ulæste beskeder i hendes indbakke.

For at forstå, hvad der rører sig, har hun forsøgt at skabe sig et overblik over reaktionerne.

Selvom mange er positive – flere fra ældre kvinder, der husker 70ernes og 80ernes mere afslappede forhold til topløshed – så fylder de negative beskeder også en del. 

»Der er overraskende mange ekstremt nedladende og respektløse kommentarer. Flere kalder mig for bimbo, opmærksomhedskrævende og clickbaity,« siger hun. 

Har du oplevet noget lignende? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk 

Udover at gå uden bh ligger Kathrine Cronbach også topløs på stranden. 
Udover at gå uden bh ligger Kathrine Cronbach også topløs på stranden.  Foto: Privatfoto
Vis mere

Men det stopper ikke der.

En anden skrev: 'Luk røven og få de slatne patter væk fra gaden.'

For Kathrine Cronbach er det netop den slags reaktioner, der viser, hvorfor debatten er nødvendig.

»De her kommentarer bruger mit tøjvalg som en slags undskyldning for overgreb. Når vi lærer, at kvindekroppen skal vurderes og kommenteres, så fastholder vi den som et objekt. Og det er præcis derfor, vi er nødt til at udfordre de her normer.«

På trods af de grove beskeder lader Kathrine Cronbach sig ikke slå ud, da hun i sit virke som influencer er vant til at modtage reaktioner og beskeder fra fremmede. 

»Jeg kan heldigvis godt finde ud af at holde en personlig afstand til beskederne,« siger hun.