Efter Rusland invaderede Ukraine for over tre år siden, har der floreret tv-optagelser af civile, der søger ly mod angreb i metroen i den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Og det er efter alt at dømme billeder, der har inspireret Metroselskabet herhjemme på de danske breddegrader til at følge i samme fodspor.
Lige nu undersøger selskabet nemlig muligheden for at bruge den københavnske metro som beskyttelsesrum. Det oplyser de til Berlingske.
»Metroselskabet undersøger i samarbejde med relevante myndigheder muligheder og begrænsninger forbundet med at bruge Metroen som beskyttelsesrum,« lyder forklaringen fra selskabet, der har ansvaret for metroens drift.
Ifølge mediet blev undersøgelserne iværksat tilbage i maj.
Det er sket, efter Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab samme måned meldte ud, at regeringen og Kommunernes Landsforening vil opgøre antallet af beskyttelsesrum i Danmark.
I kølvandet på trusselsvurderingen af Danmark, som blev udgivet af Forsvarets Efterretningstjeneste tilbage i februar, er tidspunktet for de igangværende undersøgelser langt fra malplacerede.
I trusselsvurderingen vurderes det nemlig, at der kan udbryde krig i Østersøregionen eller i det øvrige Europa inden for fem år, hvis Nato-landene ikke opruster i samme skala som Rusland.