Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) lægger nu op til en markant stramning af tilsynene med de muslimske friskoler.
Således vil han nu give tilsynsmyndigheden Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) endnu bedre mulighed for at bruge et kontroversielt værktøj: Elevsamtaler.
Et forslag, som formanden for Friskolerne Peter Bendix, kalder for uanstændigt.
Stramningen kommer, efter at B.T. i december 2024 kunne fortælle, at den muslimske privatskole Helsingør Friskole ifølge et tilsyn adskilte drenge og piger i forbindelse med undervisning i bøn.
Drengene sad forrest og måtte som de eneste fremsige bøn, mens pigerne skulle tie.
Det fik i december Mattias Tesfaye til at slå fast, at kønsadskillelse i undervisningen er uacceptabelt, og at ‘der er nogle principper, vi må stå fast på’.
Og nu er Tesfaye så klar med et tiltag.
Han vil ændre tilsynspraksis, så embedsmændene i STUK nu i højere grad vil kunne hive elever til side og spørge dem om, hvad der foregår på skolen.
Tidligere blev elevsamtaler kun brugt i forbindelse med de såkaldte skærpede tilsyn. Altså hvis det var en bestyrket mistanke om problemer på en skole.
Efter sommerferien vil ministeren bede STUK om at bruge elevsamtaler hyppigere i forbindelse med de såkaldte risikobaserede tilsyn,
Det risikobaserede tilsyn foretages automatisk på skoler, som har en stor andel af børn med ophav fra ikke-vestlige lande.
Forslaget vækker kritik:
»Det er forkert og uanstændigt at sætte børn i den situation, at de skal interviewes af en ukendt person om, hvordan det er at gå i skole. Det er en penibel situation, som de ikke er i stand til at overskue,« siger formanden for Friskoleforeningen Peter Bendix Pedersen, som repræsenterer 280 friskoler.
»De risikerer at skulle undsige deres skole og deres bedste kammerater og sige noget, som de fortryder,« siger han.
Men er det ikke fint, at STUK finder ud af, hvad der sker på skolen, når de ikke er der?
»Jo, det er et ædelt formål, og det er også derfor, at vi har et tilsyn. Det er de voksne, bestyrelserne og skolelederne, der har ansvaret. Derfor er det dem, der skal spørges og ikke børnene. De risikerer nu at blive gidsler,« siger Peter Bendix Pedersen.
I et svar til B.T. skriver Mattias Tesfaye, at tiltaget er nødvendigt.
»Sagen om Helsingør Privatskole viser, at ministeriets tilsyn er vigtigt. Vi skal ikke acceptere forskelsbehandling af piger og drenge. Med vores forslag til et stærkere tilsyn ønsker vi at rette opmærksomheden mod de privatskoler, hvor der er udfordringer,« skriver Mattias Tesfaye i et svar til B.T.
Han tilføjer, at det handler om at finde en balance, så veldrevne skoler ikke belemres med unødigt bureaukrati.
Udover elevsamtalerne vil ministeren også stramme op på, hvilke skoler, der bliver udsat for et riskobaseret tilsyn. I dag bliver friskoler med en andel af ikke-vestlige elever på mere end 50 procent automatisk udtaget til ekstraordinær kontrol af STUK.
Nu vil ministeren ændre det til skoler med 30 procent ikke-vestlige elever.
Det kræver muligvis en lovændring, fremgår det af et svar til B.T.