Justitsministeren går galt i byen, når han giver kunderne skyld for volden i forbindelse med hash-handlen på Christiania.

Det mener Nanna W. Gotfredsen, udsatteordfører hos Moderaterne. 

»Det er jo sort snak,« siger hun i et interview med B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen. 

Nanna Gotfredsen er tidligere kendt som 'Gadejuristen', og har flere klare holdninger til handel med hash- og narkotika.

»De har ikke andre muligheder for at nyde det rusmiddel, de foretrækker,« siger Nanna Gotfredsen også i interviewet, hvor hun beder Joachim B. Olsen om både at 'styre sig' og 'holde kæft', da han bliver ved med at spørge, hvem der har ansvaret.

Hun har også rykket sig, og er klar til at gå længere end det, Moderaterne hidtil har meldt ud, siger hun i interviewet. 

Debatten er blusset op efter det seneste skuddrama på Christiania, hvor regeringen nu vil lukke Pusher Street. 

I den forbindelse har Peter Hummelgaard udtalt: 

»Når man køber hash og andre ulovlige stoffer, er man med til at holde gang i den hårde voldskultur, vi nu er vidne til. Det mener jeg, at man som køber skal være sig yderst bevidst om.«

Og da han i sin tid var formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom udtalte han, at hashkøberne havde 'blod på hænderne'. 

I et interview med B.T. vil Peter Hummelgaard i dag ikke gentage ordene om, at hashkøberne har 'blod på hænderne'. 

»De ord vil jeg ikke bruge i den nuværende situation, men jo klart sige, at det er uomtvisteligt, at man understøtter den organiserede kriminalitet,« siger han nu.

Peter Hummelgaard er blevet »både ældre og mere moden«, og har derfor lært at udtrykke sig »mindre firkantet,« siger justitsministeren. 

Hør hele interviewet med Moderaternes Nanna W. Gotfredsen i B.T.s politiske podcast, Slottet og Sumpen:

Andre læser også