Før sommerferien vakte det stor debat, at regeringen afsatte 700.000 kroner til en undersøgelse af den såkaldte »manosfære«.
Et begreb, som ifølge regeringen blandt andet dækker over miljøer, der for eksempel kritiserer ligestilling eller nærer kvindehadske holdninger.
Det blev især kritiseret, at regeringen har valgt en omdiskuteret organisation ved navn Cybernauterne som en af tre organisationer, der skulle komme med tilbud til undersøgelsen.
Personerne bag Cybernauterne er blevet beskyldt for at være »venstreekstremister« af Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen.
Baggrunden for kritikken er blandt andet, at Cybernauternes ansatte Maia Kahlke Lorentzen glædede sig over det, da Børsen brændte, fordi den var bygget af en kolonist - altså Christian 4., mens en tidligere ansat, Harald Toksværd, fejrede det, da cheføkonomen i den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, Mads Lundby Hansen, døde.
Det er endnu ikke afgjort, om Cybernauterne ender med at stå for undersøgelsen og dermed modtage de 700.000 kroner.
Men nu kan B.T. berette, at organisationen allerede for små fem år siden modtog skattekroner for at udarbejde en lignende undersøgelse.
En aktindsigt viser nemlig, at Cybernauterne modtog i alt 510.350 kroner fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) sammen med organisationen DareGender.
DareGender er med egne ord »en landsdækkende frivillig organisation der engagerer og involverer drenge og mænd i køn- og ligestillingsarbejdet.« Cybernauterne præsenterer sig selv som »et netværk af eksperter, der arbejder med digital sikkerhed og digital forståelse i form af kreative læringsformater« og som kortlægger »digitale subkulturer og teknologiske tendenser.«Hvem er Cybernauterne og DareGender?
»Det hører ikke hjemme i Danmark, at vi bruger offentlige midler på det her. De er part i sagen. Man kan ikke sætte venstreekstreme til at undersøge manosfæren, bare fordi man forventer, at det primært vil være folk af den modsatte politiske overbevisning, der skal undersøges,« siger Sólbjørg Jakobsen til B.T.
De 510.350 kroner kom dels fra finansloven og dels fra fonde, og blev uddelt som del af et stort millionprojekt til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme ved navn »@lliancen«. Det var PET, som forvaltede de tæt ved 15 millioner kroner, der var afsat til projektet.
Pengene gik til en rapport med titlen »Under indflydelse - Veje ind i ekstreme digitale fællesskaber gennem køn og maskulinitet«, som undersøgte forskellige mere eller mindre ekstreme digitale miljøer, der kritiserer ligestilling og eller nærer kvindehadske holdninger.
»Det, at man har sat Cybernauterne til at lave sådan en rapport her, og at regeringen nu er ved at gøre det igen, giver dem en blåstempling, som jeg ikke synes, at de bør have,« siger Sólbjørg Jakobsen.
Hun har i forvejen indkaldt de ansvarlige ministre, digitaliseringsminister Caroline Stage (M) og ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) i samråd om kommende undersøgelse af »manosfæren«, og kommer også til at spørge dem ind til rapporten fra 2020.
Nu kalder du dem venstreekstreme. Men uanset, om Cybernauterne så har en politisk slagside: Er det så ikke meget fair at anvende dem til at lave den her slags undersøgelser? De har jo beskæftiget sig med emnet.
»Nej. Det er helt paradoksalt. Bare fordi de har beskæftiget sig med det, betyder det ikke, at de skal lave undersøgelser for staten. Ud fra den logik skulle man også sætte folk fra Den Sorte Svane til at hjælpe med at opklare hvidvask,« svarer Sólbjørg Jakobsen og tilføjer:
»Venstreekstrem er ikke et ord, man nemt tager i sin mund. Men jeg bruger det, fordi det er kommet frem, at helt centrale nøglepersoner i Cybernauterne er komplet fulde af had og har ret ekstreme holdninger. Jeg kalder en spade for en spade. Det her er en venstreekstrem organisation.«
Så du stoler ikke på at de er objektive og nøgterne i deres undersøgelser?
»Nej, helt klart ikke. Alle har holdninger. Men når det er i sådan en grad her, har jeg ikke tillid til, at det bliver en objektiv analyse. Det undrer mig meget, at man ikke bare går ud fra regeringens side og dropper det her.«
B.T. har forelagt Solbjørg Jakobsens udtalelser for Cybernauterne, DareGender, Digitaliseringsministeriet, Ligestillingsministeriet og PET.
DareGender har ingen kommentarer, mens Cybernauterne ikke er vendt tilbage på B.T.s henvendelser. Digitaliseringsministeriet henviser til Ligestillingsministeriet.
»Jeg er helt uenig. Når udenlandske undersøgelser peger på, at manosfæren er en del af unge mænds digitale hverdag, mener jeg det er relevant og rigtigt at undersøge, hvordan det ser ud i Danmark,« svarer ligestillingsminister Magnus Heunicke i en skriftlig kommentar og tilføjer:
»Mit ministerium har fulgt udbudsproceduren og ud fra en markedsafdækning givet tre aktører, blandt andet Cybonauterne, mulighed for at give tilbud på opgaven. Det er ikke besluttet, hvem der skal løse opgaven, det sker ud fra en faglig vurdering, når fristen for at indsende tilbud udløber.«
PET henviser til et folketingssvar, som efterretningstjenesten gav i 2021.
»Projektets formål var at biddrage med viden om samspillet mellem køn og ekstremisme, herunder at belyse danske ekstreme digitale fællesskaber, og hvordan der for eksempel rekrutteres på diverse platforme,« lyder det blandt andet i dette svar.