Det lugter umiddelbart af, at der er holdt noget af en fest i en kvindes bil.

Køretøjet holdt nemlig parkeret et par dage på Svanedamsgade i Nyborg, og her gjorde en kvinde sig et mærkværdigt fund, da hun kom tilbage til sin bil.

Bilen var nemlig fyldt med skodder, skaller fra pistacienødder, en flaske vodka og to Faxe Kondi flasker. 

Det fremgår af Fyns Politis døgnrapport, der har gjort status over den fest, der er foregået i kvindens bil.

Nu er episoden anmeldt som hærværk.

Men hvordan fik den rygeglade, småsultne og vodkadrikkende gerningsmand ind i bilen?

Ifølge politiet fik personen adgang til bilen, da der var »meget lidt åbent« i bilens bagrude.

Ifølge TV 2 Fyn, der har talt med politiet, siger politiets pressetelefon, at sagen virker meget »underlig«.