Novo Nordisk har fået en bøde på 30.000 kroner af Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien for lobbyisme.
Sagen handler om et arrangement, Novo Nordisk afholdt på Folkemødet 16. juni 2023.
Her gav Novo Nordisk uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) en pokal, men det måtte medicinalgiganten ikke.
Det slår det etiske nævn fast i en ny afgørelse.
'Novo Nordisk A/S findes således at have overtrådt Lobbykodeksets § 15 og pålægges som følge heraf sanktioner,' står der i afgørelsen, hvor det også fremgår, at en lægemiddelvirksomhed på ingen måde må tilbyde eller give gaver til beslutningstagere.
Novo Nordisk pressechef, Lars Otto Andersen-Lange, oplyser i et skriftligt svar, at Novo Nordisk accepterer afgørelsen.
»Pokalen, som havde en værdi af 321 kroner, var en præmie til Danmark som nation for evnen til at tiltrække talenter. Uddannelsesminister Christina Egelund modtog pokalen, på vegne af Danmark, ved arrangementet på Folkemødet efter en afstemning blandt publik skriver han.
Novo Nordisk har over for det etiske nævn forklaret, at de ikke anså pokalen for at udgøre væsentlig økonomisk værdi, og at de dermed ikke mener, de overtrådte reglerne for lobbyisme.
Men Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien slår i sin afgørelse fast, at Novo Nordisk på ingen måde må tilbyde eller give gaver til beslutningstagere.
Det etiske nævn har også undersøgt to andre forhold vedrørende Novo Nordisk deltagelse på Folkemødet, herunder et debatarrangement, hvor der efterfølgende var middag. Ingen af delene har givet anledning til kritik.
Bøden for brud på lobbykodekset kommer kort efter, at Novo Nordisk i september fik en påtale af Etisk Nævn for Lægemiddelindustrien for deres samarbejde med en fedmeforening.
Sagen handlede om, at Novo Nordisk ikke havde indberettet ikke-finansiel støtte til en patientforening.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund.