Ejere af erhvervsejendomme kan i dag begynde at se deres nye offentlige ejendomsvurderinger. 

I morges blev de første vurderinger sendt ud, hvilket betyder, at nogle ejere allerede nu kan gå ind og tjekke, hvordan fremtiden ser ud, oplyser Vurderingsstyrelsen til B.T. 

Resten af vurderingerne bliver sendt ud i løbet af mandagen. 

Vurderingsstyrelsen oplyser, at omkring halvdelen af ejerne af erhvervsejendommene skal betale mere i skat.

Vurderingerne kan ses på Vurderingsportalen.

Det er første gang siden 2012, at ejere af blandt andet udlejningsejendomme og almene boliger kan se en vurdering.

Ifølge pressemeddelelsen har erhvervsejendomme i årevis været vurderet lavt og uens, og de nye vurderinger bygger på en ny metode, som Folketinget vedtog i 2021. 

»Vurdering af erhvervsejendomme er grundlæggende en vanskelig opgave, da der er meget få handler og mange forskellige ejendomstyper. Derfor er det nødvendigt med en helt ny tilgang. Med det nye ejendomsvurderingssystem bliver erhvervsejendomme værdiansat og beskattet efter nye regler, som sikrer større ensartethed i vurderingerne,« siger Claus F. Houmann, underdirektør i Vurderingsstyrelsen.

Da der er tale om foreløbige vurderinger, sker beskatningen af både ejerboliger og erhvervsejendomme i 2024 i første omgang ud fra foreløbige vurderinger. 

»Vi forventer, at grundskylden vil falde i 2024 for cirka halvdelen af alle erhvervsejendomme. For de øvrige ejendomme vil en stigningsbegrænsning medføre, at stigningerne indfases gradvis over tid,« fortæller Claus F. Houmann.

Det betyder, at man i 2024 og 2025 kan vælge at betale det samme som i 2023, og så vil der være en stigningsbegrænsning på 4,75 procent. 

For almene boliger gælder en lavere stigningsbegrænsning på 3,5 procent, der har til formål at sikre, at huslejen i almene boliger i stiger for meget for hurtigt.  

Det er forventningen, at de foreløbige vurderinger i de fleste tilfælde ikke vil afvige væsentligt fra de endelige vurderinger, oplyser Vurderingsstyrelsen. 

Da der er tale om foreløbige vurderinger, er det ikke muligt at klage, hvis man som ejendomsejer er uenig i sin vurdering. Den mulighed får ejerne, når den endelige vurdering udsendes. 

I helt særlige tilfælde er det dog muligt at få ændret den foreløbige vurdering. Det gælder for eksempel i købs- og salgssituationer, eller hvis en ejendom er undtaget fra vurdering eller grundskyld, og det ikke er medtaget i den foreløbige vurdering.

Hvis Vurderingsstyrelsen selv bliver opmærksom på vurderinger med fejl – eller ejendomsejere gør opmærksom på vurderinger med fejl – så vil Vurderingsstyrelsen se på, om der er grundlag for at tage enkelte af de foreløbige vurderinger op til revision, skriver styrelsen.

Det vil for eksempel kunne ske i tilfælde, hvor en større mængde vurderinger viser sig at være fejlbehæftede, eller hvor enkelte ejendomme har større fejl i beregningen som følge af eksempelvis datafejl.

I september fik ejere af privatboliger adgang til de nye ejendomsvurderinger, og det gav anledning til massiv kritik af, at vurderingerne ramte forkert. 

Andre læser også