Hele syv ud af ti danskere vil gerne afskaffe afgifterne på enten kaffe eller chokolade og slik.
Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet Norstat har foretaget for interesseorganisationen De Samvirkende Købmænd.
Undersøgelsen viser samtidig, at færre end hver femte mener, at det vil øge deres forbrug af kaffe, chokolade og slik, hvis afgifterne bliver afskaffet.
På baggrund af undersøgelsen opfordrer De Samvirkende Købmænd derfor til, at afgifterne på kaffe, chokolade og slik afskaffes helt.
»Danmark er et afgiftsland, og det er både med til at fremprovokere grænsehandel og til at øge det generelle prisniveau i danskernes dagligdag,« skriver interesseorganisationen og tilføjer:
»Mange afgifter er desuden forbundet med en meget stor administration, hvorfor en afskaffelse af afgifterne helt naturligt vil frigøre store ressourcer i dagligvarehandlen og engrosleddene. Dette vil i sidste ende også komme forbrugerne til gavn.«
Undersøgelsen fra Norstat kommer i kølvandet på, at B.T. henover sommeren har sat fokus på nogle af de afgifter, som danskerne bliver pålagt i hverdagen.
Senest har regeringen meldt ud, at den vil sænke afgifterne på kaffe og chokolade.
Læs mere om det herunder.