En kamp udspiller sig i København frem mod kommunalvalget i november. Nu smider et parti i den borgerlige fløj en politisk bombe, som har potentiale til at ændre hverdagen for mange i hovedstaden.

Især ét emne trukket overskrifter og vakt stor debat i løbet af valgkampen, og eksperter vurderer ligefrem, at det kan være med til at afgøre valget i Danmarks største by: 

Parkeringspladser.

Selvom københavnere betaler op til 6000 kroner om året for at få lov at parkere bilen i egen bydel, oplever flere, at det er meget vanskeligt at få en plads.

En beboer siger for eksempel, at han risikerer at køre rundt i 45 minutter for at kunne finde et sted at holde.

Konservative i København kommer nu med et udspil, som skal gøre op med pladsmanglen. Det fortæller partiets børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager i et interview med B.T. mandag.

»Vi, Konservative, vil gerne give københavnere med en beboerlicens en parkeringsgaranti,« siger han.

Mens Enhedslisten går til valg på at fjerne godt 20.000 parkeringspladser for et grønnere og mere cykelvenligt København, går Næsager den anden vej: Han vil bygge flere.

Konkret vil Konservative investere over 300 millioner årligt på at skaffe nye parkeringspladser.

K: Ingen mister noget
Næsager forklarer, at Københavns Kommune hvert år modtager 350 millioner kroner i  parkeringsindtægter, som bliver brugt til »alt muligt andet« end parkering.

I stedet skal de gå til nye parkeringsanlæg, som Næsager vurderer kan give mellem 300 og 1500 pladser om året. Partiet vil blive ved, »indtil der er nok parkeringspladser«, siger han. 

Det er jo godt, at der kommer flere parkeringspladser, vil mange mene, men hvad kommer københavnerne til at mangle, hvis man tager de her 300 millioner om året? Hvad skal ikke være der mere?

»Københavns Kommune har jo masser af penge, så de kommer for så vidt ikke til at mangle noget.«

Så du kan godt afvise, at det her for eksempel kommer til at ramme velfærd i København, når man tager over 300 millioner om året?

»Jamen, vi synes, at parkering er velfærd,« siger Næsager.

Ja, men udover parkering?

»Vi har flere penge i kommunen, end vi har lov at bruge, så som udgangspunkt er der ikke nogen, der vil miste noget.«

Vil bygge under jorden
Konservative ønsker blandt andet at bygge et underjordisk parkeringsanlæg under Strandboulevarden på Østerbro – en bydel, som er hårdt ramt af mangel på parkeringspladser.

På Østerbro er der efter klokken 22 en belægning på over 100 procent i flere områder, viser et kort fra Københavns Kommune. Det betyder, at der holder flere biler, end der er afsat pladser til.

Konservative vil have tallet ned under 90 procent i alle zoner, hvor der er parkeringslicenser.

Ifølge Næsager er der også lavet analyser, som viser, at man kan bygge underjordiske parkeringsanlæg ved Otto Krabbes plads på Vesterbro og under Blågårdsplads på Nørrebro.

Konservative vil også afskaffe parkeringspladser, som er øremærket elbiler og delebiler, siger Næsager. 

Der er kommunalvalg 18. november.