Den israelske efterretningstjeneste Mossad er kendt for sine dristige operationer.
Om det er jagten på topnazister i Argentina i 1960’erne eller personssøger-eksplosioner rettet mod den libanesiske terrorbevægelse Hizbollah i 2024, så er metoderne som taget ud af en spionthriller.
Og nu har Mossad slået til igen med 'Operation Rising Lion'.
Det var natten til fredag, at Israel satte ind med luftangreb mod en række mål i Iran herunder landets atomare anlæg og topfolk fra Irans Revolutionsgarde, som råder over landets ballistiske missiler.
Frygten i Israel er, at Iran er i fuld gang med at udvikle atomvåben, og hvis landet lykkes med det, vil Iran kunne udgøre en eksistentiel trussel mod Israel. Derfor betragtes 'Operation Rising Lion' som et forebyggende angreb.
Ifølge det israelske militær IDF deltog mere end 200 israelske jagerfly, som ramte mere end 100 iranske mål.
Ifølge IDF har det israelske militær delvis ødelagt det underjordisk Natanz-atomanlæg, som ifølge den israelske regering bruges til at berige uran til udvikling af atomvåben.
Mindst 20 højtstående iranske militærfolk blev også dræbt.
Wikipedia-beskrivelserne af lederen af Irans Revolutionsgarde, Hossein Salami, samt stabschefen for de væbnede styrker, Mohammad Bagheri, står allerede i datid.
Gholamali Rashid, der var næstkommanderende for Irans væbnede styrker, samt lederen af Irans luftvåben, Amir Ali Hajizadeh, skal også være dræbt.
Foruden de højtstående militærfolk er seks atomforskere også blevet slået ihjel.
Ifølge The Times of Israel og en række andre medier har operationen været planlagt i årevis.
Det har også krævet Mossad-agenter, der har opereret på iransk jord.
Her har de placeret små dronebaser og køretøjer med missiler strategiske steder rundt omkring i Iran.
Så samtidig med, at IDFs fly gik på vingerne, blev der fra israelsk køretøjer placeret i Iran fyret droner og missiler mod de luftforsvarssystemer, som skulle beskytte de iranske atomanlæg.
Hvilket betød, at Israelske fly kunne bombe løs uden frygt for at blive skudt ned af det iranske luftforsvar.
Iran har kaldt angrebet for en krigserklæring og har lovet, at der kommer et modsvar. Det modsvar kom fredag aften, hvor det regnede med missiler ned over Israel.
Ifølge den israelske regering vil operationen fortsætte de kommende dage.
USAs udenrigsminister, Marco Rubio, siger, at USA ikke er involveret i angrebet. Han advarer Iran mod at svare igen på israelske angreb ved at angribe amerikanske militærbaser i regionen.
Billeder og videoer viser også angreb på bygninger i Teheran, der angiveligt har haft til formål at ramme specifikke personer. Blandt andet er der meldinger om, at Ali Shamkhani, der var rådgiver for Irans religiøse overhoved, Ali Khamenei, er død. Det skulle være sket efter et angreb på en boligblok i Teheran.
De atomforskere, der er blevet ramt, hedder Abdolhamid Minouchehr, Ahmadreza Zolfaghari, Amirhossein Feqhi, Motalleblizadeh, Mohammad Mehdi Tehranchi og Fereydoun Abbasi.
Ud over at være atomforskere var Mohammad Mehdi Tehranchi rektor for Det Islamiske Universitet i Azad og Fereydoun Abbasi var tidligere direktør for en iransk atomenergiorganisation.