På bare ti måneder har Region Hovedstaden udbetalt 426.869 kroner i tilskud til én enkelt borger.
Tilskuddet har borgeren fået til Novo Nordisks populære diabetesmedicin Ozempic, der også bruges som slankemedicin.
De 426.869 kroner svarer til, at borgeren har fået Ozempic til 29 års forbrug på under et år.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan 62 borgere i alt fik udbetalt tilskud til Ozempic på over 100.000 kroner i 2023.
Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Jes Søgaard er ikke i tvivl om, at det er med henblik på svindel, når enkelte borgere indløser recepter på så store mængder Ozempic.
»De køber det på regionernes regning - det vil sige skatteborgernes regning - og så kan de sælge det videre med høj fortjeneste. Det er stærkt beklageligt,« siger han.
Når du får receptpligtig medicin i Danmark er systemet indrettet på den måde, at jo større udgifter, du har til tilskudsberettiget medicin, desto mere tilskud får du.
Køber du receptpligtig medicin i løbet af et år, hvor udgifterne overstiger 21.289 kroner, skal du selv betale 4.575 kroner, og så bliver resten af medicinen betalt af regionen gennem tilskud.
På den måde kan det lade sig gøre for en enkelt borger at få Ozempic for 426.869 skattekroner på ti måneder.
Og borgeren selv betaler kun 4.575 kroner for den værdifulde medicin.
Ifølge B.T.s oplysninger koster en pakke med Ozempic mellem 1100 og 1500 kroner på det sorte marked, og regionerne er bekymrede for, at der er borgere, som benytter sig af den mulighed for at tjene penge på at videresælge medicinen.
»Der er i flere regioner identificeret borgere, som har indløst recepter på Ozempic med tilskud på langt over 100.000 kroner per år, hvilket svarer til et forbrug langt over anbefalede maksimale dosis. Overforbruget formodes at være på baggrund af videresalg, da Ozempic indeholder samme aktive indholdsstof som i vægttabsmidlet Wegovy,« fremgår det af et notat fra Region Midt.
Et tilskud på 426.869 kroner svarer cirka til 328 pakker Ozempic.
Jes Søgaard mener, man bør se på, om regionerne kan få nogle bedre muligheder for at følge op på det, når de ser den type af ordinationer, som stikker ud.
»Det burde de kunne, fordi de er driftsansvarlige, og regionerne har en økonomisk interesse i at følge op på det. Et eller andet er man nødt til at gøre.«
I et notat, som Danske Regioner har drøftet med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, giver regionerne også udtryk for, at de gerne vil have nogle flere muligheder for at tilgå recepterne.
»Da regionerne betaler omkostningerne ved medicintilskud og dermed er ansvarlige for at monitorere lægemiddelforbruget, ønsker vi, der udfører dette arbejde, uden forsinkelse at kunne gøre opmærksom på og gribe ind overfor svindel med tilskudsmidler og videresalg af receptpligtig medicin,« fremgår det.