Mandag er den tidligere socialdemokratiske toppolitiker og minister, Henrik Sass Larsen, blevet idømt fire måneders ubetinget fængsel for besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
Men den dom er for lav, lyder det nu fra flere af Folketingets partier.
Heriblandt fra Danmarksdemokraterne, hvor retsordfører Betina Kastbjerg udtaler:
»Jeg forholder mig ikke som sådan til hans specifikke sag, men generelt vil jeg jo sige, at fire måneder er for lidt, hvis du besidder så mange billeder og videoer i alle tre kategorier,« siger hun til B.T.
På den anden side af det politiske spektrum er der lignende toner at høre fra SF.
»Jeg synes generelt, straffen er alt for lav for at besidde børneporno, og derfor fik vi den hævet i forhandlingerne om strafreformen til det dobbelte, så der kommer ny lovgivning,« siger retsordfører Karina Lorentzen (SF) og fortsætter:
»Når det så er sagt, så tror jeg, faktisk dommen ligger i den tunge ende indenfor den nuværende ramme, hvor mange sager ender med bøde, hvilket jo er helt uforståeligt.«
De to politikere reagerer kort efter, at en enig domsmandsret i Københavns Byret mandag eftermiddag afsagde dommen på fire måneders ubetinget fængsel.
Her blev Henrik Sass Larsen dømt for at have besiddet flere end 6200 billeder og 2200 videoer på tværs af alle de tre kategorier, som myndighederne kategoriserer overgrebsmateriale med børn i.
Heraf 449 billeder og videoer i den mest alvorlige såkaldte kategori tre, der blandt andet dækker over materiale med voldtægter af børn og overgrebsmateriale med børn under tre år.
»Jeg synes, det er voldsomt overset, at det trods alt er rigtige børn, der lægger krop til krænkelserne. Og vi skal huske, at markedet kun eksisterer på grund af brugerne,« tilføjer SFeren.
I sagen var Henrik Sass Larsen også tiltalt for at have en barnedukke med et seksuelt formål for øje. Den blev han frifundet for.
»Den her dom læner sig op af de tidligere domme på området. Det er jo det, som dommerne dømmer efter, og det er også det, som anklagerne gik efter,« siger Betina Kastbjerg og fortsætter:
»Men generelt synes vi, at strafferammen er for lav på det her område. Det er også derfor, at vi har fordoblet den med den strafreform, som vi var med til at stemme for tidligere i år.«
Det er endnu uvist, om den tidligere minister vil anke dommen. Hans forsvarer, Berit Ernst, har taget betænkningstid. Der er en frist på to uger.