Op til 29 grader lokalt.

Sådan lyder prognoserne for temperaturerne onsdag og torsdag ifølge DMI.

Man kan derfor forestille sig, at flere danskere skal et smut forbi stranden for at køles ned.

Og her kan man på flere danske strande møde Trygfondens livreddere, der har haft sig en særdeles travl sommer.

I sidste uge skulle livredderne i Syd- og Sønderylland redde to personer på samme dag, skriver TV Syd.

Her udførte de aktioner ved både Østerstrand og Vejers Strand.

Ved Østerstrand, der ligger i Fredericia, var en mand hoppet i vandet fra en badebro, hvorefter han var gået i panik. Livredderen fik derfor hjulpet manden sikkert til lands ved hjælp af en såkaldt redningstorpedo, imens livredderen beroligede manden.

Livredderne udførte også en aktion ved Vejers Strand, hvor livredderne både hjalp en kitesurfer og hans bror tilbage til land. Ifølge TV Syd havde kitesurferen haft problemer med sine liner og sit board, hvilket havde fået hans bror til at svømme ud for at hjælpe ham.

Da Trygfondens livreddere skød årets badesæson i gang, havde de hele 3066 indsatser.

Trygfondens livreddere og livreddertårne er at finde på 34 strande og havnebade rundt om i landet. De vil være til stede frem til den 20. august.