Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er ikke kendt for at lægge fingrene imellem.

Og det gør hun heller ikke, når snakken falder på de muslimske debattører, der langer ud efter den danske tradition med studentervogne.

B.T. har i en lang række artikler beskrevet, hvordan muslimske debattører med tusindvis af følgere i videoer og opslag på sociale medier opfordrer deres følgere til ikke at køre med i studentervogn.

»De er nogle mørkemænd,« siger Pia Kjærsgaard og tilføjer:

»Desværre er der unge, der ser op til dem, så derfor bliver de jo ekstra presset til ikke at deltage. Det er grotesk, simpelthen.«

Pia Kjærsgaard er ikke i tvivl om, at muslimske studenter også bør deltage i studenterkørslen.

Også selvom det ifølge flere debattører er »haram« – altså forbudt for muslimer.

»De har gået på samme gymnasium, så når de er færdige burde de jo deltage på lige fod med alle andre, hvis alt stod rigtigt til,« siger hun.

»Men det gør det jo desværre ikke.«

Det fremtrædende medlem af den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, Aqeel Abu Osama, er en af dem, der langer hårdt ud mod den danske tradition med studentervogne.
Det fremtrædende medlem af den islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir, Aqeel Abu Osama, er en af dem, der langer hårdt ud mod den danske tradition med studentervogne. Foto: Screenshot fra TikTok
Vis mere

Man kunne også vende den om og sige, at det her bare er nogen, der efterlever deres religion. Ganske vist en meget bogstavtro udgave af den. Men hvorfor er det ikke i orden?

»Fordi når man bor i Danmark, skal man ikke have den her meget faste bogstavtro islamiske religion overhovedet. Det har vi ikke i Danmark. Vi er et kristent land, og de bør indrette sig efter vores skikke og dele vores glæde for de nyudklækkede studenter,« svarer Pia Kjærsgaard og tilføjer:

»Jeg fatter simpelthen ikke, at glæden ikke kan smitte af på dem.«

B.T. har forelagt Pia Kjærsgaards kritik for de muslimske debattører. 

Af dem er det kun en unavngiven kontaktperson fra Facebook-siden 'Dawah Dk', der er vendt tilbage med en kommentar indenfor deadline.

»Først og fremmest Pia Kjærsgaard, ingen bliver tvunget til ikke at deltage, vi lykønsker vores muslimske elever med glæde og siger tillykke,« lyder det i en skriftlig kommentar fra 'Dawah Dk', der fortsætter:

»Dog har vi et andet synspunkt på hvordan det skulle fejres, hvad er bedre end at vise taknemmelighed til Gud og give almisse til de fattige?«

B.T. har forsøgt at få navnet på den kontaktperson, der svarer på vegne af 'Dawah Dk', men det vil vedkommende ikke oplyse.

Vedkommende påpeger dog, at det at feste og drikke også er »amoralske handlinger ifølge kristendommen«. Derudover lyder det i den skriftlige kommentar, at man ifølge 'Dawah Dk' ikke bør gå på kompromis med sine islamiske værdier, »bare fordi man er født og opvokset i et ikke-muslimsk land.«

»Hvis du læser vores opslag godt og grundigt, kan du se at vi giver en påmindelse og ikke tvang i modsætning til de islamofober som desværre findes i Danmark, som gerne vil have at muslimer skal tilpasse dem. Sidst og ikke mindst så håber vi at Allah “gud” retlede dig til sandheden som er islam,« lyder det afsluttende i den skriftlige kommentar fra 'Dawah Dk'.