Det er som regel en både festlig og glædelig tradition, når danske studenter fejrer deres eksamener ved at køre i studentervogn.

Men i mindst en håndfuld tilfælde på Københavns Vestegn er de glade studenter blevet angrebet med fyrværkeri, æg eller andet.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi til B.T.

»Københavns Vestegns Politi kan oplyse, at vi inden for de sidste par uger umiddelbart har registreret cirka en håndfuld henvendelser, som har karakter af episoder, hvor der for eksempel er afskudt fyrværkeri, kastet med æg eller tilsvarende mod studenterbiler,« lyder det i en mail fra politikredsens kommunikationsansvarlige.

B.T. beskrev mandag en episode, hvor der blev kastet æg mod en studentervogn i Albertslund. Den sag er politiet siden gået ind i. Du kan se en video af den episode længere nede i artiklen.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at de ikke har meldinger om tilskadekomster ved den håndfuld episoder, hvor studentervogne er blevet angrebet. 

»I et par tilfælde har politiet muligheder for at undersøge sagen nærmere, hvilket aktuelt sker«, oplyser politikredsen.

Politiet benytter lejligheden til at komme med en klar opsang:

»Studenterkørsel skal jo være fejring, fest og glæde, men brug af fyrværkeri mod andre er selvsagt både farligt og strafbart, og Københavns Vestegns Politi opfordrer til, at man afholder sig fra det og kontakter politiet, hvis man ser det.«

B.T. har også spurgt resten af landets politikredse, om de har oplevet episoder med angreb mod studentervogne.

Midtjyllands Politi oplyser, at man kan har haft en enkelt episode.

Her blev der kastet med æg mod en studentervogn i Skive.

B.T. har tidligere beskrevet den sag HER.

Foreløbigt er beskeden fra alle de øvrige kredse, at man ikke har kendskab til nogle episoder.