I jagten på en mand, der står bag et knivstikkeri i Hobro, har politiet valgt at offentliggøre den formodede gerningsmands identitet.
Der er tale om en 40-årig mand. Han er efterfølgende blevet anholdt i Italien, hvorfor vi har fjernet navn og oplysninger fra artiklen.
Manden har fast bopæl i Hobro, og Nordjyllands Politi bad alle med kendskab til ham, om at kontakte politiet på 114:
»Vores efterforskningsapparat er i fuld gang og vi søger aktuelt flere steder efter den formodede gerningsmand. Samtidig er vi i gang med at kortlægge forløbet før, under og efter knivstikkeriet, hvilket sker ved en række afhøringer, tekniske undersøgelser mv. Vi sætter stor pris på alle oplysninger fra offentligheden i denne sag,« fortæller Anders Uhrskov.
Knivstikkeriet skete fredag aften, hvor politiet modtog en anmeldelse om hændelsen på Randersvej i Hobro kl. 21:54.
Nordjyllands Politi sendte derfor omgående adskillige patruljer til adressen, og da betjentenekom frem, blev der ydet førstehjælp til en 37-årig mand, som 20 minutter efter blev fløjet til Rigshospitalet.
Mandens tilstand er aktuelt yderst kritisk, skriver politiet.
Indtil videre viser politiets foreløbige arbejde desuden, at offeret og den formodede gerningsmand har en relation.
Men af hensynet til politiets videre undersøgelser i sagen kan Nordjyllands Politi ikke udtale sig om yderligere detaljer
B.T. følger sagen.