Børn og unge kan komme til at se flere forbudte videoer på nettet, når Danmark efter planen næste år får alderskontrol på internetporno.

Den bekymring deler flere, mens staten arbejder på en app, som kan tjekke, at du er gammel nok til at besøge sider med voksenindhold.

Alderskontrollen, som er bestemt i EU, risikerer at presse unge hen på mere lyssky sider, som er ukendte nok til at gå under radaren. Det siger pornoforsker Sidsel Harder.

Hun nævner sider, som »lukker og åbner med dages varsel« og eksempelvis kan indeholde videoer med overgreb.

»Der har børnerettighedsorganisationer intet talerør – der har de ingen mulighed for at komme i kontakt,« siger Harder, der er sociolog ved Københavns Universitet.

Disse små sider vil lettere kunne fortsætte uden alderskontrol, mens store og velkendte spillere som Pornhub, der rent faktisk gør en indsats for at moderere indholdet, vil blive ramt, forklarer Ask Hesby Holm, direktør i organisationen Digitalt Ansvar.

»Der kommer et marked for det mere lyssky,« konstaterer han.

At loven rammer sådan, skyldes ifølge Holm, at EU har bedre overblik over de helt store pornoudbydere, som i kraft af deres mange besøgende desuden er underlagt streng lovgivning om at overvåge og moderere deres indhold.

Derfor deler Holm bekymringen om, at de unge kan blive skubbet hen mod mere lyssky videoer med den nye alderskontrol.

Han kalder det »den største udfordring« ved at gennemføre tiltaget.

 Det betyder dog ikke, at han er imod det:

»Jeg synes stadigvæk, man skal gøre det.«

Hans løsning er, at EU går skridtet videre og beder Google om helt at fjerne de problematiske sider fra sin søgemaskine, og at mindre sider bliver underlagt samme strenge EU-krav som de store.

Pornoforskeren Harder er mindre overbevist om, at aldersverifikation er en god idé.

»Jeg ville da hellere, at man tænkte i nogle andre baner,« siger hun.

Hun peger på, at man kunne indføre en AI-chatrobot, som går i dialog med de unge på pornosiderne, hvis de viser tegn på et problematisk forbrug.

Ifølge hende er der, alt efter konteksten, »gode ting og dårlige ting« ved, at børn har fri adgang til porno.

»Vi ved, at det for eksempel kan gå ind og påvirke unges billede af deres egen krop,« siger hun som eksempel på en dårlig ting.

»Men det kan man nok ikke løse med aldersverificering, for der kommer du sandsynligvis bare til stadig at gøre det, og nu kommer du til at se endnu mere problematiske billeder.«