Gennem sommeren har B.T. dækket, hvordan de stigende fødevarepriser både påvirker virksomheder og forbrugere.
Noget, der har fået Mehmet Ali, som ejer Vika Supermarked i Randers, til at gå i en anden retning.
Det skete, efter at han overhørte en kvinde fortælle sit barn, at det var for dyrt at købe oksekød, skriver TV 2 Østjylland.
Ifølge en undersøgelse, som B.T. har foretaget, er prisen på hakket oksekød steget 137,70 procent siden april 2021.
Dengang kunne man hos Bilka og Rema 1000 købe 500 gram hakket oksekød med 8-12 procent fedt til 29,95 kroner.
I juli 2025 kostede den samme pakke hakket oksekød 71,18 kroner i de to dagligvarebutikker.
Grundet de stigende priser valgte den Mehmet Ali at sætte prisen på hakket oksekød så lavt, at han går i underskud af salget.
Det er dog kun frem til torsdag, at man kan købe hakket oksekød for 79,95 kroner per kilo i butikken.
Tiltaget er nemlig stadig en forsøgsordning.
Når tilbuddet er slut, vil Mehmet Ali undersøge, om det kan svare sig at fortsætte med.
Han forklarer til TV 2 Østjylland, at de lave priser ikke er et promoveringsstunt, men et ønske om at gøre noget godt for kunderne.
»Men når man gør noget godt, så kommer der noget godt fra et andet sted, så det har alligevel promoveret os meget godt faktisk,« fortæller han til mediet.
B.T. har tidligere talt med Anders Møller Haugaard, der forsøger at undgå de danske supermarkeder på grund af de stigende fødevarepriser. Det kan du læse mere om HER.