En opsigtsvækkende video fra den kendte muslimsk influencer 'Le Mo' vækker nu bekymring hos alle tre regeringspartier.
Flere af dem opfordrer politiet til at undersøge influenceren, der bærer det borgerlige navn Mohamed Junasen.
Han er særligt stor på platformene Snapchat, Instagram og TikTok, hvor han i alt har omkring 60.000 følgere og også går under navnet 'Estetico'.
Som beskrevet af B.T. har Mohamed Junasen på flere af disse platforme udgivet en video, hvor han opfordrer til et oprør mod regeringen i stil med det, der fandt sted i USA den 6. januar 2021.
I videoen erklærer han sig »kampklar« og opfordrer sine følgere til at slutte sig til ham, gøre Trump-støtterne kunsten efter og storme europæiske regeringer i protest mod deres politik i forhold til Palæstina.
»Det her skal tages meget alvorligt,« siger Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad.
»Det store problem er, at der er et kald til mobilisering fra de her islamiske influencers, som hele tiden er på kanten til opfordring til vold. Nogle gange går de til kanten, og nogle gange går de over den,« tilføjer han.
Venstres udlændingeordfører, Hans Andersen, kalder Mohamed Junasens udtalelser i videoen for »forkastelige« og »uacceptable«.
»Det er endnu et bevis på, at nogle her i landet lever efter et helt andet værdisæt, som er uforeneligt med grundlæggende danske og demokratiske værdier,« siger han og tilføjer:
»Jeg har da en klar forventning om, at vores myndigheder tager den her slags udtalelser, som potentielt er strafbare, meget alvorligt.«
Også Moderaternes udlændingeordfører, Mohammad Rona, håber at politiet holder øje med Mohamed Junasen.
»Han er jo decideret farlig med de udtalelser. Det gavner absolut ingen, og han graver en kæmpe grøft hos de unge med anden etnisk baggrund. Jeg vil på det kraftigste appellere til de unge som følger ham, at de skal fjerne ham fra deres sociale medier,« siger Mohammad Rona.
B.T. har talt med to strafferetlige eksperter, som vurderer, at udtalelserne i videoen kan bringe Mohamed Junasen på kant med loven. Læs mere om det her.
B.T. har desuden forelagt udtalelserne i denne artikel for Mohamed Junasen.
»Har ikke nævnt noget af ovenstående. Så det kan jeg slet ikke forholde mig til,« siger han i en kort skriftlig kommentar.
Han har i en tidligere skriftlig kommentar til B.T. afvist at opfordre til vold eller kriminalitet.