Under 2. verdenskrig var kampvognene i de såkaldte panserdivisioner afgørende for, hvem der vandt frem på slagmarken.
I Ukraine-krigen er det dronerne.
De er billige at producere - og dødbringende for modstanderens soldater.
Nu har en ny type droner gjort en afgørende forskel i Kursk-regionen, hvor det stort set er lykkedes de russiske soldater at generobre det territorium, som Ukraine besatte i august 2024.
Det skriver Washington Post.
Der er tale om de såkaldte fiberoptiske droner. Det er selvdetonerende droner, som styres via et langt, ultratyndt kabel. Rusland har i øjeblikket et forspring i udviklingen af de fiberoptiske droner.
De supplerer de trådløse droner, som hidtil har domineret på slagmarken. Udfordringen ved de trådløse droner er, at modstanderen kan 'jamme' signalet, hvilket vil sige forstyrre det, og så er det usikkert, om dronen rammer sit mål.
Fordelen ved den nye type drone er, at billedforbindelsen til den soldat, der styrer dronen, er bedre. Og så kan den ikke 'jammes'. Dog har den også nogle udfordringer. Blandet andet vikler kablerne sig ind i hinanden, og dronen bliver også udfordret af træer og i kuperet terræn.
Ifølge Washington Post opdagede de ukrainske soldater det nye våben ved, at deres 'jamming' ikke virkede i den ukrainsk-besatte Kursk-region. Og når soldaterne vendte tilbage fra missioner, var deres pansrede mandskabsvogne dækket af tynde, gennemsigtige kabler.
Og det havde konkrete konsekvenser:
Med de nye fiberoptiske droner kunne russerne angribe den vitale forsyningsrute mellem Ukraine og byen Sudzha i Kursk-region, uden at ukrainerne kunne gøre nævneværdig modstand.
Ruslands brug af den fiberoptiske teknologi var medvirkede til, at Ukraine tabte kontrollen med den vigtige vej, fortæller en ukrainsk officer ved navn Oleksandr til Washington Post.
En ukrainsk dronechef med kaldenavnet 'Boxer' siger til samme medie, at der i marts 2025 blev ødelagt så mange ukrainske køretøjer på ruten mellem Ukraine og Sudzha, at overlevende soldater måtte vandre tilbage til Ukraine til fods.
Og soldater i køretøjer, der virkede, turde ikke hjælpe deres sårede soldaterkolleger, fordi det var farligt at sætte farten ned.
Ukraine er nu i fuld gang med selv at udvikle de nye fiberoptiske droner. Ud af Ukraines omkring 500 droneproducenter er 15 nu i gang med at udvikle fiberoptiske droner, skriver Washington Post.
Samtidig arbejdes der på højtryk på at finde en metode, der kan sætte de kabelstyrede droner ud af spillet.
Ifølge de ukrainske militærkilder, som Washington Post har talt med, arbejdes der blandt andet på at finde en metode til at ramme det sted, hvor dronen styres fra ved at følge kablet.