Se listen: Højreekstrem kampklub samarbejder med 23 udenlandske grupperinger
Her ses medlemmer af Active Club Denmark sammen med medlemmer af udenlandske afdelinger af Active Club under en højreekstrem demonstration i Polen i slutningen af 2023.
Foto: TelegramVis mere
Myndigheder og eksperter advarer mod den højreekstreme kampklub Active Club, der spreder sig i Danmark og særligt rekrutterer blandt unge mænd og drenge.
Nu viser en kortlægning, som B.T. har foretaget, at bevægelsen har et omfattende internationalt netværk med forbindelser til en lang række andre højreekstreme grupperinger udenfor landets grænser.
I sin seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark advarer Politiets Efterretningstjeneste (PET) mod netop højreekstreme grupperingers styrkelse af deres internationale netværk.
»CTA (PETs Center for Terroranalyse, red.) vurderer, at danske højreekstremistiske organisationer har styrket deres internationale forbindelser, hvilket blandt andet kan medvirke til erfaringsudveksling og yderligere radikalisering,« lyder det således i PETs 'Vurdering af terrortruslen mod Danmark 2025'.
I samme vurdering peger PET på, at der er en øget voldsparathed blandt danske højreekstremister, og efterretningstjenesten nævner Active Club ved navn som en gruppering, »der har fokus på kampsportstræning og dyrkelse af højreekstremistiske narrativer«.
B.T. har tidligere beskrevet, hvordan danske medlemmer af Active Club mødtes med tyske højreekstremister i Berlin. Noget, der vækker bekymring hos en førende radikaliseringsekspert.
Men den danske afdeling af Active Clubs netværk rækker langt længere ud i verden.
Det viser en gennemgang af Active Club Denmarks kanal på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Bevægelsen har mødtes med eller deltaget i demonstrationer med hele 23 forskellige udenlandske højreekstreme grupperinger. Du kan se en fuld liste over Active Club Denmarks internationale forbindelser i bunden af artiklen.
Når danske medlemmer af Active Club mødes med udenlandske højreekstremister, sker det for eksempel til kamptræning, boksekonkurrencer eller demonstrationer.
B.T.s gennemgang viser, at medlemmer af Active Club Denmark plejer omgang med mindst 11 udenlandske afdelinger af Active Club i lande som Sverige, Tyskland, Frankrig, Polen og USA.
De danske Active Club-medlemmer har særligt tætte forbindelser til svenske højreekstremister.
Udover flere svenske afdelinger af Active Club har danskerne også mødtes med medlemmer af de svenske højreekstreme grupperinger Tvåsaxe, WhiteBoys Stockholm samt den svenske afdeling af den nazistiske skinheadgruppering Hammerskins. Sidstnævnte gruppering er blandt andet blevet forbudt i Tyskland.
Her ses medlemmer af Active Club Denmark side om side med medlemmer af det højreekstreme parti Der Dritte Wegs ungdomsafdeling. Sløringen er foretaget af Active Club selv.
Foto: TelegramVis mere
Men de danske Active Club-medlemmer har også rejst længere ud i Europa de sidste år. Således har de for eksempel været i Paris for at mødes med højreekstremister fra blandt andet den amerikanske gruppering Patriot Front.
Desuden har Active Club Denmark også deltaget i store, højreekstreme demonstrationer i Polen og Frankrig i henholdsvis 2023 og 2024.
I en skriftlig kommentar afviser en anonym talsperson for Active Club Denmark, der kalder sig »METZ«, at tilføje yderligere om bevægelsens internationale relationer.
Den anonyme talsperson bekræfter dog, at Active Club Denmark har »konfereret med andre, der dyrker europæisk identitet og ånd«.
»Hvad andre statslige instanser måtte klassificere en eller flere grupperinger, hvilket i og for sig er trivielt, da sprog og betydning er blevet så forkringlet, at ordenes betydning i sin helhed ikke kan tages seriøst, vil vi ikke kommentere på,« lyder det videre fra »METZ«, der tilføjer:
»At værne om sin identitet og sit land er ikke ekstremt, da det tilsvarende vil betyde, at en muslim, der værner om sin identitet, er ekstremt. Det er helt naturligt. Med det sagt undersøger vi grundigt de individer og grupperinger, vi konfererer med, og vi tager afstand fra grupperinger, som ikke opererer efter de samme målsætninger, som os, samt hvordan disse realiseres.«
Du kan se hele kommentaren fra »METZ« herunder.
I den kommende tid sætter B.T. fokus på Active Clubs indtog i Danmark. Følg med på bt.dk.