På et møde i Randers Kommune for 11 måneder siden, stillede byrådsmedlem for beboerlisten Bjarne Overmark et spørgsmål, der nu er endt som en profeti.
»Hvornår lander Ølst med et ordentlig lag mudder på sig, når det bare hober sig op?« ville Bjarne Overmark vide.
Svaret viste sig at være den 11. December 2023, hvor virksomheden Nordic Waste i en pressemeddelelse bekendtgjorde, at ‘et betydeligt jordsskred på Nordic Wastes grund fører til omfattende skader’.
Det voldsomme jordskred betyder, at 2.000.000 ton forurenet jord bevæger sig mod Alling Å, hvor forureningen risikerer at brede sig videre fra.
Men advarselslamperne om den forestående katastrofe blinkede rødt i kommunen hele 2023.
På byrådsmødet den 27. februar 2023, hvor lokalpolitiker Bjarne Overmark ville have svar på, hvornår Ølst blev begravet i forurenet jord, advarede både han og flere andre lokalpolitikere om, at der var problemer med Nordic Waste.
Og de stillede spørgsmålstegn ved, om kommunens tillæg til Nordic Wastes miljøgodkendelse var tilstrækkelig.
»Jeg har ikke den store tillid til den måde, man kontrollerer jordforureningen på,« sagde Bjarne Overmark på et byrådsmøde for knap et år siden.
Allerede to måneder efter byrådsmødet i februar var Nordic Waste igen på dagsordenen i Randers Kommune.
Forvaltningen havde modtaget flere billeder af lerskred inde på virksomhedens område, men der var ingen risiko for forurening forbundet med skredet, forsikrede forvaltningen.
Samme garanti gav forvaltningen i juni, da flere byrådsmedlemmer, herunder Bjarne Overmark, igen spurgte om risikoen for jordskred.
»Forvaltningen har som del af udarbejdelsen af såvel den nuværende og kommende miljøgodkendelse og miljøvurdering foretaget en vurdering af risiko for jordskred. Det er vurderingen, at der ikke er risiko for jordskred, der kan påvirke omgivelserne,« fremgår det af et notat i sagen.
Vurderingen viste sig dog ikke at holde stik, og nu kæmper Randers Kommune med tiden om at fjerne vand og mudder fra det forurenede område, og 80 lastbiler kører ifølge Randers’ borgmester Torben Hansen i pendulfart for at fragte jord væk fra Nordic Waste-grunden.
B.T. har spurgt Randers Kommune, hvad der lå til grund for kommunens vurderinger af, at der ikke var nogen fare for jordskred, men kommunen er ikke vendt tilbage inden deadline.