“Skatteministeriet/Skat har ikke kompetencerne til at styre it-udviklingen.”
Sådan lød dommen fra konsulentfirmaet Deloitte, da det i efteråret 2014 skulle vurdere risici og ulemper ved at lade Skat stå for udviklingen af it-systemet bag de udskældte ejendomsvurderinger, der siden skulle vise sig at blive til en it-skandale i milliardklassen.
Alligevel endte Skat med selv at udvikle systemet, der har fået hård kritik fra både boligejere, eksperter og offentlige vagthunde for at være forsinket, for dyrt og for at lave vurderinger, som rammer helt skævt.
B.T. kunne sidste uge fortælle, at Deloitte klart anbefalede, at Skat sendte udviklingen af it-systemet i udbud, men at Implementeringscenter for Ejendomsvurderinger (ICE) under Skatteministeriet i foråret 2015 besluttede, at det var mest hensigtsmæssigt, hvis Skat selv udviklede systemet.
Nu afslører indholdet af to rapporter fra Deloitte, at Skat var advaret om, at der var betydelige risici forbundet med, at de selv ville stå for udviklingen af det nye it-system.
Begge rapporter tager udgangspunkt i en situation, hvor opgaven med at lave det nye it-system til ejendomsvurderinger skal i udbud hos en ekstern leverandør.
Men konsulentfirmaet lavede også en vurdering af risikoen og omkostningerne ved en alternativ model, hvor Skat selv stod for at udvikle systemet.
Her havde Deloitte især tre bekymringer.
- Deloitte mente, det var en risiko, at Skat ikke kunne rekruttere de rigtige medarbejdere.
- Deloitte mente, det kunne blive en udfordring for Skat at opbygge en helt ny udviklingsafdeling, der skulle konkurrere med etablerede private udbydere, hvis afdelinger allerede var etablerede.
- Og så var Deloitte bekymret for, at Skat ikke kunne styre projektet. Deloitte pegede både på manglende kompetencer til at styre et projekt med flere leverandører og manglende kompetencer til at styre it-udviklingen generelt.
Professor i IT ved CBS Kim Normann Andersen har læst rapporterne fra Deloitte, og han mener, at Skat har været meget optimistiske, da de vurderede, at de selv kunne udvikle systemet.
»Hvis man læser rapporterne, så vurderer Deloitte, at det ikke er realistisk, hvis Skat skal stå for udviklingen selv, alligevel vælger de at træffe en beslutning om at gøre det.«
Han forklarer, at det kan skyldes, at man på daværende tidspunkt havde dårlige erfaringer med at udlicitere IT-opgaver i det offentlige til private virksomheder, og at man derfor gerne ville stå for udviklingen selv.
Skat vurderede i maj 2015 i et projektinitieringsdokument, at de kunne spare et halvt år og 270 millioner ved at stå for udviklingen selv, men også her havde Deloitte den modsatte opfattelse.
Deloitte påpegede i rapporten ‘Strategi for tilvejebringelse af it-understøttelse’ fra 23. September 2014, at det vil tage tid at opbygge effektivitet i en ny udviklingsafdeling.
Den tid, Skat vandt ved at droppe et udbud, risikerede de altså at tabe, fordi det ville tage tid for Skat at opbygge de kompetencer, som en ekstern leverandør allerede havde, anførte Deloitte.
Deloitte vurderede også, at Skat ikke vil kunne bygge det nye system billigere end en ekstern leverandør, hvis Skat selv stod for udviklingen; blandt andet fordi Skat på kort tid ville skulle rekruttere medarbejdere, hvor de skulle konkurrere med den løn, it-ansatte får i det private.
B.T. har spurgt Udviklings- og Forenklingsstyrelsen om, hvorfor styregruppen for Implementeringscenteret for Ejendomsvurderinger endte med at beslutte, at systemet ikke skulle i udbud.
Styrelsen er ikke nået at vende tilbage med svar inden deadline, men har tidligere oplyst følgende i et skriftligt svar til B.T.
»På det pågældende tidspunkt i 2015 var lovgrundlaget og kravspecifikationerne for it-systemet bag de offentlige ejendomsvurderinger ikke på plads. Konditionerne for at lave et udbud var således ikke til stede.
Efter kravspecifikation og lovgrundlag kom på plads har Udviklings- og Forenklingsstyrelsen løbende vurderet behovet for ekstern bistand og har outsourcet opgaver via udbud, hvor det var vurderet hensigtsmæssigt.«
Læs mere om de udskældte ejendomsvurderinger på bt.dk/boligskandalen.