Kender du det, når du går rundt i byen og kigger efter en skraldespand til dit skrald, men hver spand, du møder, er fyldt til randen? Og måske flyder der tilmed lidt skrald ud over spandens kant?
Det problem er ét, som fem gymnasieelever fra Odense ofte møder – og det har fået dem til at udarbejde en løsning.
De har udtænkt en helt ny type skraldespand, der er så imponerende, at den nu potentielt kan sikre dem sejren til dette års nationale innovationskonkurrence Science Cup.
»Vi havde virkelig ikke forventet at komme i finalen. Altså vi synes selvfølgelig selv, at vores projekt er godt, men det er ret overvældende, når andre også synes det,« fortæller Anja Berg Ben Hamouda, som er én af de fem elever bag projektet.
Den særlige skraldespand fylder ikke så meget. Med sine 120 centimeter i højden og 50 centimeter i bredden minder den egentlig om enhver anden spand. Men det er det indeni spanden, der gør den særlig.
For spandens indre består af en kompressor, som ved hjælp af vægtstangsprincippet maser skraldet sammen, så der kan være mere affald i spanden.
Og så skal skraldespanden også være udstyret med en fodpedal, der sikrer, at fugle ikke kan fiske skrald op fra spanden.
»Vi havde desværre ikke tid til at bygge en færdig prototype af spanden, så vi fokuserede på at lave den kompressor, der skal inden i spanden,« siger Anja Berg Ben Hamouda og tilføjer:
»Hvis vi ender med at vinde finalen, så skal vi arbejde videre med skraldespanden. Så skal vi til at se på, hvilke materialer der skal bruges, og hvordan vi kan gøre den så brugervenlig som muligt.«
Tanken med spanden er nemlig også, at den skal have flere huller, så man kan affaldssortere. Og den affaldssortering skal markeres med forskellige farvekoder, som gør det nemt at bruge spanden.
Som en sidste feature har gymnasieeleverne en plan om, at spanden skal udstyres med en censor, der kan give besked, når skraldespanden skal tømmes.
Finalen bliver afholdt 21. april og står mellem seks finalister. Fire af de seks finalister kommer lige som de fem skraldepiger fra Kold Tekniske Gymnasium i Odense.
»Vi er meget spændte på finalen,« afslutter Anja Berg Ben Hamouda.