Når man handler i strid med lovens lange arm, er det ofte bare et spørgsmål om tid, før hammeren falder. 

Det har netbutikken GN Triova ApS erfaret, efter den er blevet idømt en bøde for salg af skjulte abonnementer. 

Det skriver Forbrugerombudsmanden mandag i en pressemeddelelse.

På den baggrund skal butikken have konfiskeret knap 1,7 millioner kroner af fortjenesten fra salget. Det er dog ikke den eneste sanktion mod virksomheden.

Forbrugerombudsmanden uddyber nemlig, at GT Triova ApS også får en bøde for det skjulte abonnementssalg. Den lyder på 100.000 kroner.

Det skjulte abonnementssalg er foregået via hjemmesiden Flipsu.dk.

Ifølge pressemeddelelsen er netbutikkens salg af skjulte abonnementer foregået ved, at kunder er blevet tilmeldt et abonnement til 89 kroner i forbindelse med køb. 

Abonnementsaftalen var de tidligere kunder ikke klar over, at de havde indgået. 

Sagen begyndte at rulle, efter Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på Flipsu.dk af personer, der havde handlet på siden. 

Østre Landsret har nedsat byrettens strafudmåling på flere punkter. 

Bøden på 100.000 kroner er nedsat fra 250.000 kroner, mens konfiskeringen af knap 1,7 millioner kroner er nedsat fra knap 3,2 millioner kroner, som Retten i Næstved først idømte netbutikken. 

GN Triova ApS' direktør, Glen Erik Nielsen, siger til B.T., at han ikke finder dommen 'retfærdig'. 

Det skyldes, at virksomheden i 2018 henvendte sig forgæves til Forbrugerombudsmanden for at få oplysninger om reglerne på området for abonnementssalg, tilføjer han.

Han medgiver dog, at det i sidste ende har været virksomhedens eget ansvar at have styr på lovgivningen på området.