Lokalpolitikere langer nu ud efter Roskilde Festival og det irske punkband Fontaines D.C.

Det sker, efter at bandet onsdag aften satte deres koncert på pause og overlod Orange Scene til en pro-palæstinensisk aktion.

»En artist, der opfordrer til død og ødelæggelse er festivalens ledelse nødt til at tage afstand fra – og undlade at betale,« lyder det blandt andet fra Lars-Christian Brask.

Han er medlem af Roskilde Byråd og af Folketinget for Liberal Alliance.

Kritikken af aktionen skyldes blandt andet, at demonstranterne på Orange Scene råbte kampråb som »from the river to the sea, Palestine will be free.«

Netop det råb sættes ofte i forbindelse med terrororganisationen Hamas' erklærede mål fra 2017:

»Hamas afviser ethvert alternativ til den fulde og fuldstændige befrielse af Palæstina, fra floden til havet,« hvilket henviser til Jordanfloden og Middelhavet, hvilket i så fald ikke efterlader nogen landområder til Israel.

»Artisten har naturligvis ret til ytringsfrihed, men ikke til at opfordre om at udslette og fordrive den jødiske befolkning i Israel med vold og død,« siger Lars-Christian Brask og tilføjer:

»Det er næsten surrealistisk, at det sker på en musikfestival. Den nuværende situation i Israel startede på en musikfestival, hvor flere hundrede uskyldige festende mennesker blev dræbt af Hamas.«

Også Merete Dea Larsen, der sidder i Roskilde Byråd for Dansk Folkeparti, er kritisk overfor aktionen – og Roskilde Festivals håndtering af den.

»Jeg mener, at det er utilstedeligt at tage en politisk kamp ind på festivalpladsen, hvor bunkevis af mennesker tages ind og drages ind i fælles kampråb og politisk stillingtagen uden at få belyst den anden side af sagen. En politisk demonstration, som de ikke frivilligt er gået ind i,« siger hun.

»Jeg tænker, at vi skal have en snak med festivalen om hvor deres grænser går, og derfra tale om hvor kommunens går i forhold til at tvinge vores borgere ind i demonstrationer,« tilføjer Merete Dea Larsen.

»En artist, der opfordrer til død og ødelæggelse er festivalens ledelse nødt til at tage afstand fra – og undlade at betale,« lyder det fra Liberal Alliances Lars-Christian Brask.
»En artist, der opfordrer til død og ødelæggelse er festivalens ledelse nødt til at tage afstand fra – og undlade at betale,« lyder det fra Liberal Alliances Lars-Christian Brask. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun påpeger, at Roskilde Kommune ejer det areal, som festivalen foregår på. 

Det har ikke været muligt at få et interview med Roskilde Festivals ledelse.

I en skriftlig kommentar oplyser festivalen dog, at man kendte til den pro-palæstinensiske aktion på forhånd, og at denne var koordineret med festivalen.

»Roskilde Festival var forud for koncerten orienteret om, at det irske band Fontaines D.C. ønskede at give plads til aktivister på scenen og fremføre et politisk budskab,« lyder det i kommentaren, der fortsætter:

»Fontaines D.C. lagde scene til et aktivistisk indslag, som rummede stærke politiske budskaber, men ikke overskred vores grænser for, hvad der kan siges fra scenen.«