»Det ser ikke så godt ud mere.«

Sådan lyder konklusionen på et 11 år langt eksperiment udført af forskere ved SDU.

Eksperimentets omdrejningspunkt har været de danske søer, og konklusionen er altså langt fra positiv.

For temperaturen særligt i lavvandede, danske søer stiger.

Og det betyder på den lange bane, at der bindes mindre CO₂ i søernes mudder. Faktisk bliver der frigivet mere CO₂ til atmosfæren.

»En af de ting, vi så, var, at temperaturstigninger fik indflydelse på sedimentets evne til at lagre kulstof,« forklarer Henning S. Jensen, der i mange år har forsket i danske søer og vandløbs sundhed.

Når vandet bliver varmere, omsættes der nemlig mere organisk materiale i søerne.

Og omsat materiale frigiver kulstof til atmosfæren i modsætning til materiale, der får lov at synke ned og lagres i søbunden.

Eksperimentet blev udført på 24 såkaldte mesokosmer, som er et udendørs eksperiment, hvor man kan undersøge et naturligt miljø, men under kontrollerede forhold.

Og efter 11 år med forskellige forsøg og påvirkninger på de 24 mesokosmer er det tydeligt for forskerne, at kulstof altså ikke bindes i lige så høj grad i de nu varmere søer i naturen.

»Da vi formoder, at mekanismerne er de samme ude i de virkelige søer som i vores videnskabelige forsøgsmiljø, betyder det, at der i dag bindes mindre kulstof i de lavvandede søers mudder end tidligere.«

» Det betyder også, at det kun vil blive mindre i fremtiden,« siger Henning S. Jensen.

Og spørger man forskeren, så er det faktisk også for sent at løse problemet.

I stedet mener han, at man bør kigge efter andre steder i den danske natur, hvor kulstof kan bindes, nu hvor søerne ikke er i stand til at tage deres tørn.

Henning S. Jensen foreslår, at større vådområder som moser og enge kunne være løsningen.

Her vil tørv nemlig effektivt kunne binde kulstof og dermed forhindre det i at blive frigivet til atmosfæren.

Forskernes videnskabelige arbejde er blevet frigivet i tidsskriftet Science of The Total Environment.