Thorbjørn Jørgensen fjerner det tunge betondæksel, der afslører en form for underjordisk gang.
Den lille, mørke gang fører til betonbunkeren, hvor nogle aarhusianere må søge dækning, hvis sirenerne pludselig lyder, bomberne falder og krig i Danmark bliver en realitet.
Betonbunkeren beskytter godt, fortæller Thorbjørn Jørgensen, der er beredskabsinspektør ved Østjyllands Brandvæsen, og som har ansvaret for betonbunkerne. Men man skal ikke forvente nogen videre behagelig oplevelse i dem.
»Man vil faktisk sidde rigtig godt beskyttet her. Vi kan så diskutere, hvor lang tid man sidder godt. Selvom bænkene er gode, vil man blive træt i ryggen i løbet af nogle timer. Man kan også fornemme, at hvis man sidder her med 20-50 andre, så er stemningen trykket,« forklarer Thorbjørn Jørgensen.
Der er plads til 50 mennesker i det mørke og lettere fugtige underjordiske rum. I en krigstid vil rummet være oplyst af stearinlys og lommelygter, mens borgerne søger dækning.
Bagest i den rørformede betonbunker er en nødudgang – med dobbeltfunktion.
»Hvis man skal, så kan man sidde herinde i ro og fred. Der kommer et lille forhæng for, og så kan man komme af med sine ting. Så kan dem lige ude på den anden side af forhænget nyde, at man fik gule ærter aftenen forinden,« siger Thorbjørn Jørgensen.
Det lyder ikke just behageligt – men er bedre end alternativet, minder Thorbjørn Jørgensen om.
Men hvis krigen skulle komme, er beskyttelsesrummene dog slet ikke klar. Godt nok står betonbunkerne der, men der skal dog meget forberedelse til endnu.
Der skal placeres værktøj, toiletspand, forhæng, vand, lommelygter, stearinlys.
»Beskyttelsesrummene er ikke klar. De har aldrig skullet være klar. De har ikke været klargjort siden 5. maj 1945,« siger Thorbjørn Jørgensen og uddyber:
»Hvis alle de her rum skulle være klar, ville det koste en frygtelig bunke penge. Mange af dem bliver brugt som depot, hvor alt folks skrammel står. Det er selvfølgelig fint i fredstid, men man får et problem, når man skal rydde dem. Så er det direkte på lossepladsen med alle de ting.«
I beskyttelsesrumsloven står der, at beskyttelsesrum skal kunne klargøres på ‘kort tid’. Det er forsvarsministeren, der bestemmer, hvad kort tid er.
I Aarhus er der 245 beskyttelsesrum. Mange af dem er slet ikke i så god stand, som det på Langelandsgade.
»I nogle vil man se, fugten driver ned af væggene, i andre står der 20 centimeter vand. I mange af dem skal træet også skiftes, eller der skal fjernes brosten, som ligger oven på betonbunkeren,« siger Thorbjørn Jørgensen.
Betonbunkerne som den på Langelandsgade er kun tiltænkt borgere i trafikken.
Bor man i et parcelhuskvarter, skal man selv finde ud af, hvad man gør.
»Når vi taler om, hvor mange mennesker der er plads til i beskyttelsesrum i Danmark, så diskuterer vi noget, der aldrig har skullet være plads til. Man får ikke nok for pengene ved at lave sikringsrum i villakvarterer,« siger Thorbjørn Jørgensen og fortsætter:
»Så bor man der, skal man selv ud at grave hullet i haven.«
Thorbjørn Jørgensen opfordrer til, at borgene straks læser beredskabsmeddelelsen, hvis sirenerne lyder.
Hvis der er krig, er det med at søge dækning. Hvis man er hjemme ved sig selv, er en kælder det bedste, men om ikke andet under et spisebord op ad væggen.
Hvis man befinder sig på vejen, kan det altså være i sådan en betonbunker her, man ender, hvis krigen kommer. Man kan sidde i betonbunkeren så længe, man kan skaffe vand og mad.
