Bilister, der skal krydse Storebæltsbroen sent søndag eftermiddag, skal væbne sig med tålmodighed.
I østgående retning er der nemlig sket et færdselsuheld, og det skaber trafikale udfordringer.
Det oplyser vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.
»Vi fik en anmeldelse via telefon 1-1-2 om, at der var sket et færdselsuheld i østgående retning, hvor to personbiler var involveret,« fortæller Heidi Brandt Andresen, der er vagtchef.
Der er ingen alvorlig personskade i forbindelse med uheldet.
Uheldet forårsagede dog, at man blev nødt til at lukke begge spor i østgående retning.
Klokken 18.30 lød meldingen dog, at begge vognbaner igen var åbnet op.
»Så er begge vognbaner nu åbne, men der kan være noget kø, som skal afvikles,« lyder det fra politikredsen på Twitter.
Ifølge Vejdirektoratet finder kødannelsen sted på strækningen fra Odense og i retning mod Halsskov.
Her kan man forvente en forlænget rejsetid på op mod 30 minutter.
B.T. følger sagen.