Spillestedet VEGA i København aflyser nu deres koncert med den kendte danske rapper Miklo.

Det oplyser spillestedet i en pressemeddelelse.

Beslutningen er truffet efter at B.T. i en artikel beskrev, hvordan Miklo i en video hyldede den nazistiske leder, Adolf Hitler, og det nazistiske folkemord på jøderne.

»Kontroversiel, som om jeg vil på en blacklist (sortliste, red.), fuck Israel, alle støtter med deres absence (fravær, red.)« lød det i videoen, hvor Miklo delte en bid af en ny sang.

»Heil Hitler, han forstod de skulle gasses,« tilføjede han herefter.

Miklo har i et skriftligt svar til B.T. afskrevet det hele som værende »et lille TikTok-stunt« og afvist, at han støtter nazismen eller Hitler.

»Jeg støtter på ingen måde Hitler og hans ideer. Jeg er selv muslim, så Hitler ville ikke have brudt sig om sådan en som mig. Det eneste jeg har gjort, er at bruge min kunstneriske frihed til at skabe en chokeffekt for at udtrykke min utilfredshed med det folkedrab, der sker i Palæstina. Overdrivelse fremmer forståelse,« lyder det blandt andet fra Miklo.

Det er dog ikke en forklaring, som VEGA køber.

»Antisemitiske handlinger er ulovlige i Danmark, og vi kan, uanset hvilke intentioner der måtte ligge bag Miklos ytring, ikke tolke den som andet end netop det,« lyder det fra spillestedet, der fortsætter: 

»At udtrykke afstand til et regime, en politisk magt eller en ideologi er legitimt. At angribe eller dæmonisere en hel befolkningsgruppe på baggrund af for eksempel etnicitet, religion eller køn er ikke. Derfor er ytringen uforenelig med VEGAs værdier og ønske om at være et trygt rum for alle vores gæster og ansatte. Og af denne årsag aflyser vi koncerten.«

Koncerten med Miklo skulle have fundet sted den 29. november.

Billetkøbere får direkte besked og vil få købte billetter refunderet, oplyser VEGA.

Miklo, hvis borgerlige navn er Anders Henckel Johansen, har tidligere afsonet en fængselsdom på fire år i en stor sag om røveri, frihedsberøvelse og vold.

Læs mere om det her.

OPDATERING: B.T. har efter udgivelsen af denne artikel modtaget en skriftlig kommentar fra Miklo.

»Jeg har fuld forståelse for det, og bebrejder dem bestemt ikke, jeg tror på, at jeg sagde, hvad jeg sagde med rene intentioner, og så må jeg tage, hvad der følger med,« lyder det i denne.