Når det værste sker. Når et menneske dræber et andet, bliver Martin Wittrup Enggaard kaldt på arbejde. I 11 år har han været drabsefterforsker ved Københavns Politi.
At være førstehåndsvidne til mord trækker store veksler på psyken. Det mærkede han selv, for tre år siden hvor han 'pludseligt og meget hårdt’ blev ramt af et stressnedbrud. I dag er han tilbage på arbejde, med et opråb til, hvordan man kan passe bedre på dem, hvis job det er at passe på os andre.
»Jeg fik helt klart en nedtur. Jeg havde kronisk trykken for brystet, havde mareridt og var grådlabil. Jeg gik til psykolog og havde ptsd-lignende symptomer,« siger den 39-årige efterforsker.
Om natten drømte han om knive, blod og drab på børn, om dagen kunne han se syner, som om drab blev begået for øjnene af ham, mens han sad derhjemme sammen med sine små børn.
»Det var en meget voldsom oplevelse, der sad i mig i lang tid,« siger han.
Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation er han ikke alene. Op mod hver tiende af alle politifolk, fængselsbetjente, brandfolk og ambulancereddere har symptomer på ptsd. Og endnu flere er i risiko for at få det.
Som drabsefterforsker har han en fast aftale med en psykolog hvert halve år.
»Men dem, der kører patrulje på gaden, hvilket ofte er de yngste betjente og dem, der ser allermest, de får kun en debriefing, hvis de har været ude i noget særligt hårdt. Det er i mine øjne en fejl og et meget stort svigt, der har stået på gennem flere generationer,« siger han.
Han efterlyser en større bevidsthed om, hvad politijobbet gør ved betjentene og har netop udgivet bogen ‘Endnu et drab’, der beskriver, de første 24 timer af en drabsefterforskning.
Timer, hvor politimanden bliver kaldt ud til et gerningssted, ser den afdøde, kontakter de pårørende, overværer en obduktionen, ser video fra gerningsstedet og – selvfølgelig – jagter en gerningsmand.
Martin Wittrup Enggaard er ikke i tvivl om, at de mange sceneskift og koblinger af fakta og meget store følelser er svære at kapere og medvirkende til, at 'bagagen hurtigt bliver fyldt'.
»Vi får koblet konkrete syn fra gerningssted, obduktion og videoovervågning, med de pårørendes ulykke og måske gerningsmandens følelser og tanker.«
Han drager en parallel til retsmedicinerne, der udelukkende forholder sig til den afdøde eller kriminalteknikerne, der faktuelt gennemgår gerningssted efter gerningssted.
»Hvad ville de sige til, hvis de skulle møde alle de pårørende bagefter,« spørger han retorisk.
Det er gået op for Martin Wittrup Enggaard, at det ofte var billeder fra obduktioner og video fra gerningssteder, der fyldte i hans mareridt og syner.
»Som efterforsker er vi for eksempel med til obduktioner fra start til slut. De kan vare fra seks til 14 timer og er psykisk og fagligt komplekse på en måde, folk ofte ikke aner.«
Et andet problem er, ifølge Martin Wittrup Enggaard, at det er udbredt i politiet - både under den løbende træning af betjentene men også til de daglige morgenbriefinger - at vise 'meget voldsomme videoer af for eksempel 'skyderier eller knivstikkeri' eller videoer fra et gerningssted.
»Men jeg har ikke altid brug for at se de videoer, for at kunne løse det, jeg skal, i en sag.«
På trods af sit nedbrud, har Martin Wittrup Enggaard aldrig været i tvivl om, at jobbet som politimand er vigtigt og meningsfuldt for ham. Derfor var han glad, da han efter nogle måneder var tilbage på fuld tid.
Men han appellerer til, at en større opmærksomhed på, hvordan man kan skåne politibetjentene. To ting har han konkret ændret i sin arbejdsdag:
»Hvis jeg tager en obduktion, sørger jeg så vidt muligt for ikke at være den, der tager afhøringerne eller taler med pårørende.«
En anden grundregel er, at han så vidt muligt undgår at se video fra et gerningssted.
»Selvfølgelig er der ting, der skal gøres, når sagen kører, men hvis det ikke er tvingende nødvendigt, hvorfor skal vi så udsættes for det,« spørger han:
»Medmindre der er en meget god faglig begrundelse for, at jeg skal se en video fra et gerningssted, så ser jeg dem ikke, og det accepterer både mine kolleger og chefer.«
