Når Else Marie Rasmussen skal købe ind, går hun ned til Brugsen i Bårdesø på Nordfyn. Turen er kun 200 meter lang, alligevel må hun holde to pauser undervejs - for at få vejret.

Sådan har det været, siden hun under et brystkræftforløb fik en stråleskade i sin venstre lunge. 

»Det generer mig, at jeg ikke kan gå særligt langt uden at skulle stå stille og hive efter vejret. Det generer mig, at jeg skal holde pauser, hver gang jeg går, cykler, støvsuger eller er i haven,« siger hun.

Men hun brokker sig ikke. Hverken over kræften, der har kostet hende et bryst og alle lymfer i venstre arm, heller ikke over lægerne eller deres behandling. Men hun har et forslag, der kan hjælpe kommende kræftoverlevere.

»Egentlig er senfølger et positivt problem. De opstår kun, fordi vi overlever kræften.«

Tidligere har Sanne Handberg, Sanne Louise Hansen og Maria Ström Juul til B.T. fortalt om de senfølger de hver især døjer med efter en kræftbehandling. Også 71-årige Else Marie Rasmussen er ramt:

»Strålingen har givet mig arvæv i den ene lunge. Jeg mangler luft, fordi ilten ikke længere kan flyttes hurtigt nok rundt i min krop.«

Vis mere

I februar 2021 opdagede hun en misfarvning under sit venstre bryst og gik til lægen. En mammografi afslørede en tre gange fem centimeter stor knude, som hverken hun selv eller lægen kunne mærke. 

Allerede 14 dage senere var hun i kemobehandling, hun fik fjernet det ene bryst og alle lymfeknuder i venstre side. Efter operationen blev hun erklæret kræftfri, men siden fulgte en række strålebehandlinger og i dag er hun i antihormonbehandling. 

»Men tre til fem måneder efter strålebehandlingen begyndte jeg at blive forpustet.« 

Hun fik scannet lungerne og fik beskeden: 'Der er ikke metastaser i lungerne'. Altså at kræften ikke var vendt tilbage, men til gengæld var der ingen forklaring på, hvorfor hun blev forpustet. 

Først da hun selv nærlæste scanningssvaret, opdagede hun en sætning:

'Tilkommet infiltrative forandringer anterolateralt i venstre lunges overlap, med let øget aktivitet – mest sandsynligt strålesequelae', stod der. 

Det krævede et besøg hos den praktiserende læge at forstå, at det betød:

»At strålerne har ødelagt vævet øverst i venstre lunge.«

Da hun konfronterede kræftafdelingen, hvor hun blev behandlet, lød svaret: 'Det var du blevet advaret om.' Men som Else Marie Rasmussen siger:

»Mens man er syg, er man kun optaget af at overleve. Da kan man ikke tage imod information om senfølger.«

»Men man vil gerne have informationer om senfølger, om hvad der er normalt og forventeligt, og om hvad man kan gøre noget ved og hvad man ikke kan gøre noget ved, når man igen er modtagelig.«

Hun ville i hvert fald gerne have haft ren besked om sin manglende lungefunktion:

»Da de scannede min lunge og konstaterede, at der ikke var kræft, kunne lægerne godt havde sagt: 'Din mangel på luft skyldes en stråleskade.'

»For det er mærkeligt at blive erklæret rask, når man egentlig ikke er rask,« siger hun.

Derfor har hun et forslag til den Kræftpakke V, som regeringen fremlagde før sommerferien. Som en del af pakken skal regionerne oprette senfølgeklinikker over hele landet.

De nye klinikker bør ifølge Else Marie Rasmussen tilbyde konsultationer til alle kræftoverlevere.

»Alle kræftpatienter burde få en konsultation et halvt eller helt år efter endt kræftbehandling, for der går ofte noget tid, inden senfølgen enten opstår eller måske forsvinder.«

Hun ville ønske, at forløbet efter kræftsygdommen blev taget lige så alvorligt som selve behandlingen, for alt for mange kræftoverlevere bliver overladt til sig selv, når deres behandling er slut.

»Mange af de senfølger man får, opdager man først et halvt til et år efter. Men der har kræftafdelingen sluppet os og er måske mere ligeglade med os,« siger hun.

Selv har hun haft flere senfølger. Både føleforstyrrelser i fødderne og lymfødem i venstre arm. Men føleforstyrrelserne fortog sig efter et års tid, mens en forsøgsbehandling har mindsket hendes problemer med den hævede arm.

Sådan kommer det ikke til at gå med skaden på hendes lunge.

»Min læge siger, at det ikke vil blive bedre. Faktisk bliver det kun stille og roligt værre.« 

»Jeg er heldig, at jeg er en gammel pensionistkone. Jeg har ondt af de unge, der skal tilbage på arbejdsmarkedet. Senfølger må være meget frustrerende for dem, men jeg har tid til at holde mine pauser.«