Der skrives stolpe op og stolpe ned om, hvorfor det er vigtigt for vores sundhed at få vores søvn.
Og nu afslører ny forskning endnu en grund dertil, og særligt kvinderne bør ifølge studiet læse med.
Studiet viser nemlig, at forstyrret nattesøvn øger kroppens smertefølsomhed og kan føre til kroniske smerter – især hos kvinder. Sådan lyder konklusionen i en pressemeddelelse.
»Vi har i mange år sat vores lid til stærkere og mere målrettet medicin. Men måske er løsningen langt mere enkel. Det ser ud til, at søvn spiller en større rolle for smerte, end vi tidligere har forstået, især hos kvinder,« siger Kristian Kjær-Staal Petersen, der er lektor og smerteforsker ved Aalborg Universitet.
Studiet er udarbejdet ud fra et forsøg på 59 raske voksne mellem 18 og 45 år.
Forsøgskaninerne blev hver nat vækket tre gange og blev hver gang bedt om at udføre små opgaver, før de atter kunne krybe til køjs.
De deltagendes smertetærskel blev målt både før og efter forsøget, og ifølge forskerne var resultatet soleklart: De små forstyrrelser om natten påvirkede både krop og sind.
I dag behandler man som regel kroniske smerter med enten fysisk træning, medicin eller operation, men fremover vil forskerne i højere grad se på, hvordan søvnbehandling kan gavne patienterne:
»Træning kan give en smertereduktion på 20–25 procent, men det er langt fra nok for mange. Medicin har bivirkninger, og selv om operationer hjælper mange, så kan de i nogle tilfælde forværre situationen.«
»Søvnbehandling er næppe svaret for alle. Men det ser ud til at kunne gøre en reel forskel – særligt i de komplekse tilfælde, hvor vi ellers har stået uden gode behandlingsmuligheder,« siger Kristian Kjær-Staal Petersen.